Der findes bands, som har rock n’ rollens kodeks så implementeret i deres adfærd, sound og udtryk, at de balancerer faretruende tæt på det parodiske. Klicheerne lurer på spring i kulissen.
Sådan et orkester kunne man med lidt ond vilje klandre San Francisco-gruppen Black Rebel Motorcycle Club for at være.
De to mandlige frontfigurer Peter Hayes og Robert Levon Been ser pissegodt ud på scenen med deres pjuskede ravnesorte hår i deres slidte læderjakker og stramme jeans. Deres bandnavn har de sakset fra Marlon Brando-motorcykelfilmen »The Wild One«. De er cool.
Det er de også musikalsk, hvor de på den ene side er rundet af mørkrandet støjrock og The Stooges-klingende proto-punk, mens de på den anden også dyrker en mere roots-præget stil, hvor tidlig blues og støvet desperado-country har sat sit markante aftryk.
Når BRMC så alligevel formår at række ud over klicheerne, er det fordi de også har en stak ret så fede sange i kataloget. Heldigvis.
Fortrinlig dansker
Lørdag aften på Tinderbox' gule scene fokuserede de tre rebeller, med den fortrinlige danske tøndetæverske Leah Shapiro bag trommerne, mestendels på de mere rockede ting. Det virkede alt i alt som en klog prioritering.
Hypnotiske »Beat The Devil’s Tatoo« åbnede seancen. Been poserede med sin spade som skydevåben i bedste Johnny Cash-stil og vrikkede febrilsk med hofterne, når han klemte flimrende feedback ud af sit overstyrrede instrument. Hayes forholdt sig roligere. Han virkede mere sky. De to skiftede løbende mellem bas og guitar. Ligesom de også deltes om vokalerne.
Leah Shapiros minimalistiske og kontante Mo Tucker’ske trommespil lagde en hård og præcis bund. Storskærmen fangede flere gange hendes koncentrerede ansigt helt tæt på.
Her har d’ herrer Been og Hayes altså gjort sig lidt af et musikalsk fund. Hende kan Rock-Danmark godt tillade sig at være stolt af. Hun har styr på sit shit.
Boogierock og fuzzkaskader
Country-stomperen »Ain’t No Easy Way« buldrede løbsk ud over stepperne med mundharpe og rullende lilletrommehvirvler. »Berlin« gyngede på herlig boogierocket facon.
Kun enkelte numre faldt en smule igennem og fremstod som lidt for introverte stiløvelser. Men overvejende var BRMC’s præstation stærk og fokuseret.
Rigtigt godt blev det for alvor mod slutningen, hvor trioen fandt et par af sangene fra deres 14 år gamle, selvbetitlede debutalbum frem. »Red Eyes And Tears« brændte igennem med narkotisk repetition og skød beskidte fuzzkaskader fra guitarerne, »Spread Your Love« bumlede tungt af sted i adstadigt tempo, mens Been stak på ekskursion udi publikumshavet i den afsluttende slagsang »Whatever Happened To My Rock N’ Roll? (Punk Song)«.
Her virkede det på ingen måde, som om rocken var forsvundet for BRMC. Den var i høj grad i live og havde det ganske godt i et festivaltelt i Odense.
Hvem: Black Rebel Motorcycle Club
Hvor: Tinderbox, lørdag
Hør Black Rebel Motorcycle Clubs nye livealbum her:
