Conor Oberst ligner noget fra en tvivlsom spionroman. Med sorte solbriller og beige trenchcoat – med kraven slået op.
Men der er intet tvivlsomt ved den 31-årige sanger og sangskriver fra Omaha, Nebraska, som sammen med det foranderlige rockkollektiv Bright Eyes har født et væld af vidunderlige numre.
Tema: Alt om Roskilde 2011
Det har alle ansigterne i det fyldte Arena-telt for længst opdaget, og de tager vel imod åbneren »Old Soul Song (For The New World Order«), som åbner med Conor Oberst alene på guitar for siden at give plads til de andre.
Horn, pedal-steel og tangenter således med til at skabe sangens solvarme sug, som er kraftigere og mindre nuanceret end i udgaven på 2005-hovedværket »I’m Wide Awake, It’s morning«. Og sådan må det være, når nummeret skal formidles på en så stor scene, og sådan går det også »Arc Of Time (Time Code)« fra hans andet hovedværk – det simultant udgivne »Digital Ash In A Digital Urn«.
Varme omfavnelser
Det er sangskrivning i superligaen, som her blæses op i bredformat, og dér står de sig måske ikke så godt, som de ville gøre et på et mindre, mere intimt spillested, hvor stilhed og stilfærdighed er gangbare greb.
Men melodierne er stadig bevægende, og omkvædene toner stadig frem af sangene som pludselige lysninger i en tæt, mørk skov.
Og så er der vokalen. Conor Obersts stemmebånd har altid haft en unik evne til at forene sarthed og skønhed med en rasende desperation. På hans stemmebånd er intet altså entydigt, og da han undervejs i settet synger en støvet, sukkersød linje som »You are my sunshine, my only sunshine«, så handler den ikke længere om idel romantik, men om tvivl, angst og smerte.
Det er Conor Obersts trademark i dets reneste essens, og selvom noget af hans særegne intimitet går tabt i wide screen-formatet, så elsker teltet ham. Og det sidste, der ses, inden storskærmen slukkes, er ham nede foran den forreste række af fans. De rækker alle ud efter ham. Man forstår dem så udmærket.
Hvem: Bright Eyes
Hvor: Arena, fredag
