Det er ikke bare publikum, der kan få sig en unik oplevelse, når kunstnere, som almindeligvis optræder på de store koncertscener, kommer inden for i varmen på et intimt spillested. Oplevelsen kan tydeligvis gå begge veje. Det var i hvert fald tilfældet onsdag aften, hvor den brasilianske pianist og sangerinde Eliane Elias bare strålede af glæde og spillelyst ved nærkontakten med publikum i det københavnske jazztempel.
Eliane Elias, der i næste uge fylder 52 år, har fortsat sit indtagende udseende med sig, og så sandelig også sit håndelag. Og skulle man – som jeg – bære rundt på en erindring om, at hendes seneste koncerter i København – begge på Gamle Scene på Det Kongelige Teater – tog sig ud som en pligtaflevering og/eller en blandet landhandel, ja, så blev den erindring da øjeblikkeligt slettet af lystavlen. Med "Chega de Saudade", en klassiker fra Eliane Elias’ navnkundige landsmand, Antonio Carlos Jobim, blev der lagt mere end godt ud i den ”klassiske” trio-jazz-tradition, hvor den virtuose, veloplagte og barfodede pianist fik den rette support sin ægtemand, den amerikanske bassist Marc Johnson, og den unge brasilianske trommeslager Rafael Barata.
Og så kørte musikken ellers af sted med et fint, nuanceret repertoire, jævnligt med Eliane Elias i rollen som vokalist – på såvel portugisisk som engelsk, og her er det værd at fremhæve fortolkningen af George & Ira Gershwins ”They Can’t Take That Away From Me”, som i et dejligt medium tempo gav nyt liv til de udødelige ord og toner, og som udover det fint afdæmpede vokalforedrag bød på et jazzklaverspil af sjældent fantasifuld og melodiøs beskaffenhed. Også i klaverlegenden Bill Evans’ skæve ”Five” blev der budt på jazzmusik på højniveau, og da Eliane Elias i klubbens baglokale netop havde set et billede af den store bebop-pianist Bud Powell, som optrådte på lokaliteten for 50 år siden, ja, så afleverede hun da lige et lille, men forrygende, Bud Powell-medley - til stor fryd og til stor overraskelse for såvel publikum som medmusikere.
Intensiteten holdt sig - og lidt til - gennem aftenens anden afdeling, som omfattede populære Antonio Carlos Jobim-værker som ”Garota de Ipanema", "Desafinado" og "So Danço Samba" og hårdtprøvede jazzklassikere som ”Autumn Leaves” og ”You And The Night And The Music” - alt afleveret i et sprudlende, ærligt og ikke sjældent himmelflugtslignende regi.
Og glemmes skal det ikke, at Marc Johnson nok engang viste formatet som en af nutidsjazzens betydeligste bassister, og at Rafael Barata ikke blot viste sig som en mesterlig trommeslager, men i endnu højere grad en mesterlig trommespiller. Og så indtraf et af aftenens særligt mindeværdige stunder, da Eliane Elias rejste sig fra flyglet og fra scenekanten diverterede med den brasilianske sangskriver Dorival Caymmis muntre sang ”Rosa Morena”, inden det atter blev tid for unikt klaverspil og råswingende triojazz. Og – helt klart – Eliane Elias og hendes håndgangne mænd nød hvert et øjeblik, og det samme gjorde publikum. Andet var næppe muligt.
Hvad: Eliane Elias Trio
Hvor: Jazzhus Montmartre, onsdag og torsdag aften
