The End. Ikke bare slut på årets udgave af Copenhell, men det lakker også mod enden for Black Sabbath. Metalveteranerne har proklameret, at den igangværende turné bliver deres sidste. Herefter parkerer de endegyldigt djævlehornene, kongeriffsne og resten af det blytunge skyts i garagen.
Hvad betyder det så, spørger du måske? Det skal jeg fortælle dig.
Det betyder farvel til det største metalband nogensinde. Uden Black Sabbath ville Copenhell ikke eksistere. Uden dem ville heavy metal og hele dens ikonografi nok slet ikke findes. Deres første seks mesterlige album fra 1970-1976 er uomgængelige grundpiller. Det uhellige fundament. De er metallens og mange af dens vidt forskellige subgenrers stamfadere. De opfandt skidtet. Som horror-rockeren Rob Zombie siger i den antropologiske metal-dokumentar »A Headbanger’s Journey«: »Ethvert fedt riff er allerede skrevet af Black Sabbath. Du spiller det bare enten hurtigere, langsommere eller bagfra, men de skrev det først«. Man er tilbøjelig til at give ham ret.
Af samme grund var Black Sabbath en perfekt booking fra Copenhells side. Og sandsynligvis også grunden til, at festivalen for første gang kunne melde udsolgt.
Klassiker på klassiker
De birminghamske heavy-nestorer takkede af med maner i kraft af en tung afskedssalut til deres dedikerede fanskare. Et sidste bulder fra graven.
Bandet har ikke deres originale trommeslager Bill Ward med på turnéen. Det er ærgerligt. I stedet har de hyret den yngre tøndetæver Tommy Clufetos. Han fungerer som en okay, men absolut ikke fejlfri substitut. Skønt han overgår Ward i teknikalitet og kraft, har han ikke samme sublime jazzede feeling og sans for skæve detaljer. Han gjorde en hæderlig indsats, men Ward var altså en smule savnet.
Ozzy Osbourne trissede på vanlig vis forvildet rundt på scenen. Vildbasseenergien og ungdommens stærke vokal er der af indlysende grunde ikke helt så meget af mere. Tiden har sat sine spor. Men Ozzy leverede nu en absolut godkendt indsats. Ramte tonerne nogenlunde rent og det lod generelt til han nød seancen.
Geezer Butlers galloperende basgange udgjorde koncertens mavepumpende rygrad. Den suveræne guitar-maestro Tony Iommi sendte det ene legendariske riff efter det andet i smasken på folkemængden. »Into The Void«, »N.I.B.«, »Iron Man« og så videre. De kom som tunge perler på en snor. 90 minutter i træk med klassiker på klassiker med en fremragende rockende »Paranoid« som rosinen i pølseenden.
Jeg stod ved siden af en headbangende svensker. Efter koncerten faldt vi i snak, som man tit gør det til metalkoncert, hvor stemningen ofte er meget imødekommende. Vi blev enige om, at Sabbath gerne måtte være blevet ved i et par timer mere. De nåede slet ikke at spille alt fra deres seks første plader. Langtfra. Ingen »Sabbath Bloody Sabbath« eller »Hole In The Sky«. Men de 12 numre, vi fik, var overvejende stærke sager.
Tak for lang og tro tjeneste i metalens navn. I har gjort en helvedes indsats.
Hvem: Black Sabbath
Hvor: Copenhell, lørdag
Hør Black Sabbaths Copenhell-sætliste her:
