Kathrine Windfeld Big Band

Jazzhus Montmartre, torsdag aften

(også fredag og lørdag kl. 20)

Med milde og kontante vinde fra rådhuset blev Jazzhus Montmartre nok engang reddet på stregen. Fint nok, for selv om København angiveligt skulle være den by i verden, hvor der i forhold til befolkningstal er flest jazzspillesteder, så er de eksklusive rammer og den eksklusive stil i Store Regnegade fortsat en vigtig brik i vor storbys jazzmosaik.

Det blev da også fastslået torsdag aften, hvor man kunne opleve et big band, som i sagens natur måtte krybe lidt sammen, men som ikke desto mindre skulle folde sig ud på smukkeste vis. Helt konkret var der tale om det orkester, som den nu 33-årige pianist, komponist og arrangør Kathrine Windfeld skabte for fem år siden – med unge musikere fra Danmark, Sverige, Norge og Polen.

Med den indledende »Last Call« swingende musikken herligt af sted. Altsaxofonisten Jakob Lundbak var med sit glødende spil aftenens første fremragende solist, og ikke mindst markerede værket, at der her var en kapelmester, der forstod kunsten at skrive for et stort orkester. Ikke blot i den ædle big band tradition, men så sandelig også med en god portion nytænkning, der aldrig nærmede sig noget fortænkt. Tværtimod. Det var handlingsmættet musik, der havde sammenhæng og kontinuitet og originalitet.

Primært bestod aftenens repertoire af numre fra orkestrets andet og nyudsendte album »Latency«, og ingen tvivl om, at oplevelsen af musikken fik en ekstra dimension i kraft af Kathrine Windfelds veloplagte og på én gang pædagogiske og underfundige præsentation af værkerne.

Således omtalte hun sin »Rude Machine« som »en tung satan«, og det var vel også, hvad den var, selv om den – i lighed med aftenens øvrige musikalske udbud – tog på himmelflugt.

Blandt øvrige værker skal nævnes »Wasp«, et programmusikalsk billede af en summende hvepsesværm – med en forunderlig eksplosiv solo fra tenorsaxofonisten Ida Karlsson. Og dertil det voldsomme finalenummer »Double Fleisch«, som indledtes med sidstnævnte i en vild duet med altsaxofonisten Jakub Wiecek, og som endvidere gav plads for en smældende solo fra basunisten Göran Abelli plus masser af de gode Kathrine Windfeld’ske kreationer.