Hvor tidens to øvrige popdronninger, Rihanna og Lady Gaga, dyrker skandalen og provokationen, så synes Beyoncé mere styret af perfektionen. Altså af at stemmen, produktionen og koreografien er fuldkommen og uangribelig.
Det er selvsagt sværere end at tage en kødkjole på eller optræde nøgen på de sociale medier, men Beyoncé Giselle Knowles – sådan står der på hendes dåbsattest – har siden dagene i Destiny’s Child evnet at leve op til de svimlende krav. Om hun så selv har stillet dem eller om hendes ærgerrige far, Matthew Knowles, har indpodet dem i hende, kan de kun selv vide.
Vi andre har blot kunnet konstatere, at Beyoncé er begavet med et usædvanligt stort og mangesidigt talent, hvilket også stod klart mandag aften i Forum, hvor et publikum der hovedsageligt bestod af kvinder under 30 meldte sig med et hvin, mens filmen på skærmene over scenegulvet viste superstjernen som en anden Marie Antoinette med paryk og hvidpudret ansigt.
Men den rigtige Beyoncé, hende som trådte frem på scenen kl. 21.00, lignede med sine tungt sminkede øjne mere Claudia Cardinale i en Sergio Leone-western. Dog uden dennes store kjole og i stedet i et diminutivt antræk, som viste de lange, stærke ben, der fra første sekund fandt ind i koreografien med danserne.
Dem så Beyoncé nu ikke på, men direkte i kameraerne, som sendte hende op på storskærmene, hvor publikum havde blikket fæstnet, hvis de ikke selv zoomede ind på hende med deres smartphones.
Det var en medieret oplevelse, som gav sig udslag i et tankevækkende optrin, da Beyoncé midtvejs i det to timer lange sæt lod sig svæve fra scenen i et wire-træk for kort efter at lande på en mindre scene i den anden ende af hallen. Med ét stod publikum dernede ansigt til ansigt med deres idol, men i stedet for at spærre øjnene op rettede de mobilernes kameraer mod hende.
Jeg dokumenterer, altså er jeg, kunne være den nye tids koncertslogan, som stod bøjet i neon i Forum, hvor Beyoncé brugte skærmene bag sig på spektakulære måder, og hvor danserne i et af mange svimlende teknologiske tricks blev spejlet og vendt på hovedet.
Men der var aldrig tvivl om, at det var kvinden i midten – som uafladeligt skiftede fra ét kostume til et endnu mindre – der var aftenens stjerne. Og imponerende var det, hvordan hun midt i de energikrævende koreografier var i stand til at synge sikkert og bibeholde den sødme og troskyldighed, som har været hendes signatur gennem hele karrieren, og som stod rigtig stærkt i »Survivor«, »Single Ladies (Put A Ring On It)« og i den afslutningsvise ballade »Halo«.
Meget lidt var dog improviseret. Måske hendes lille »Copenhagen« i hilsenen »Hello Copenhagen«. Og helt sikkert det ætsende blik hun sendte til fyren ved den lille scene, som i misforstået begejstring klappede hende bagi.
Men trods den stramme afvikling i den store hal, var den nævnte sødme hele tiden at mærke omkring Beyoncé, der kun tabte på det ene punkt, hun ikke selv var herre over, nemlig lydforholdene.
Vel var det højt, men bandets instrumenter ikke til at skille ud fra hinanden. Ja, den samme gamle, men ikke desto mindre væsentlige kritik. Hvor mange vil finde sig i at se fjernsyn med margarine smurt ud over hele skærmen? Ingen. Men dårlig lyd til hundedyre koncerter er åbenbart noget, vi alle bliver ved med at acceptere.
Også Beyoncé, i øvrigt. Men hun fik det optimale ud af den ramme, hun var blevet givet. Med guldkonfetti og pyroteknik over og omkring sig. Og med perfektion i hver en frasering, hvert et trin – og på hvert et skærmbillede.
– Beyoncé, mandag aften i Forum.
