Beethoven og den blandede landhandel

Symfoni af DRs huskomponist førsteopført ved en godt besøgt, men noget urolig fredagskoncert.

Søren Nils Eichbergs tredje symfoni er bestilt af DR selv og det sidste værk i Eichbergs rolle som huskomponist.
Læs mere
Fold sammen

To toner plus en lang pause hen mod slutningen – og grev Egmont er blevet et hoved kortere.

Fredagens arrangement i DR Koncerthuset skulle åbne med Beethovens forspil til det gamle revolutionsdrama.

Det klinger gerne lidt forsimplet a la plakat og har aldrig været Bonn-kammeratens bedste værk. Det varer til gengæld kun små ti minutter og kan derfor passes ind hvor som helst. Rødt guld for enhver programlægger.

Nuvel. Havde samme Beethoven en heldigere hånd med aftnens næste værk?

Ikke så få finder hans første klaverkoncert for tæt på Mozarts værker i samme genre. Og når Stephen Hough spiller det, lyder det faktisk også i den retning. Altså noget mere rokoko end romantik.

Synsbedrag for ørerne

Briten er sjældent den store fortæller med sit spil – sådan som kollegaen Daniel Barenboim kan være det. Han er mere typen, der spiller karsk, sagligt, enkelte steder endda en smule pligtagtigt. DR SymfoniOrkestret under ledelse af venligtsindede Robert Spano har ikke sjældent mere varme og flere farver. Og hvorfor stirrer han sådan på første række i salen?

Men da han omvendt præsenterer sit ekstra­nummer bagefter, virker han som et helt andet menneske. Mere imødekommende. Mindre anspændt.

Hans valg af nummer viser sig endda decideret elegant: Et stykke af manden bag »Elverhøj«. Vor egen Friedrich Kuhlau!

Så man hører jo lidt baglæns i sådan en situation. Når manden har sagt et par ord, virker han simpelthen mere sympatisk. Hvilket igen sætter hans præstation i værket før i et lidt andet lys:

Klavervirtuosen har hele tiden fået det, som han ville have det. Han har spillet Beethoven som en wienerklassiker. Og hvor skøn blev den finale ikke!

Når husets orkester spiller ny musik, trækker det nye lyttere til. Mange unge havde løst billet til koncerten i fredags. Et spændende og for fremtiden helt afgørende faktum.

Søren Nils Eichbergs tredje symfoni er bestilt af DR selv og det sidste værk i Eichbergs rolle som huskomponist.

Én ting står fast: Det virker også som hans bedste fra perioden.

Alle sejl er sat til. Orkestret geares op med trommer som i sydamerikansk dans. DR KoncertKoret synger digte af kineseren Qu Yuan og russisk-jødiske David Vogel.

Begyndelsen står meget på tætte toneskyer som i György Ligetis musik fra »Rumrejsen 2001«. Man får også disse skalaer, der ligesom fortsætter opad i det uendelige. En slags synsbedrag for ørerne.

Det avantgardistiske afløses efterhånden af mere enkle virkninger. Til sidst af næsten naturskønne stemninger som i »Stormen« af Sibelius med videre.

Lægger sig ud med to lejre

Den stopfulde sal lytter helt tavs på de tyste steder. Og hele orkestret samler sig ganske gribende andre steder. Fænomenet kaldes et tutti på fagsprog og kan ellers være lidt af en sjældenhed i nyere musik.

Eichberg forbliver kort sagt det, man kalder eklektisk: Han bruger én stil det ene øjeblik og en anden stil det andet.

Lytteren kommer så samtidig nemt i tvivl om hans eget ståsted. Hvor ligger hans hjerte rent æstetisk? Hvad vil han egentlig?

Eichberg virker som en overordentlig dygtig komponist. Men han lægger sig også ud med hele to lejre på én gang:

Først med de lyttere, der finder hans musik uforståelig – forbløffende mange udvandrede simpelthen i fredags. Siden med dem, der ikke vil pleases.

Ergo: Vi er overbevist. Komponisten behøver ikke vise dig dygtig længere. Han må til gengæld gerne være lidt mere konsekvent.

Hvem: DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret samt Stephen Hough og Robert Spano.

Hvad: Beethovens »Egmont« og 1. klaverkoncert samt Søren Nils Eichbergs 3. symfoni.

Hvor: DR Koncerthuset, fredag.