Beach House malede amerikanske drømme

På aftenen for det amerikanske præsidentvalg opførte Beach House deres helt egen døsige og hamrende elegante version af den amerikanske drøm i Store Vega.

Beach House i store Vega tirsdag d. 6. november. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Beach House er amerikanske drømmemagere. Af den alternative slags vel at mærke. For på aftenen for det amerikanske præsidentvalg handlede det i Store Vega hverken om frihed eller idéen om, at alle kan nå til tops med hårdt arbejde og stålsat vilje. Det handlede om popmusik af den allermest drømmende og elegante slags.

Over fire albums har Baltimore-duoen bestående af Victoria Legrand og Alex Scally raffineret deres statelige drømmepop til et punkt, hvor de fuldstændig ejer lyden. Tidligere på året udkom den fremragende »Bloom« som en foreløbig kulmination på en udvikling, hvor vingefanget er blevet større, sangskrivningen stærkere og den emotionelle pondus aldeles uimodståelig.

Den slags bliver der heldigvis lagt mærke til; aftenens koncert havde været udsolgt i flere måneder. Og Beach House havde da også taget højde for den øgede opmærksomhed ved at medbringe et flot scene- og lysdesign bestående af en blinkende stjernehimmel og fire enorme scenekasser, der mindede lidt om vinduer med overdimensionerede persienner. Bag persiennerne brød sløve ventilatorer langsomt modlyset fra en række enorme projektører. En magisk sovekammerstemning bredte sig i salen, og denne dunkle atmosfære støttede forment op om duoens på en gang døsige og storslåede musik.

Få overraskelser

Den fornemme scenografi gjorde, at bandets ellers ret stillestående performance ikke gjorde det store. Stemningen var fortættet, lyden hamrende god, og det var ikke svært at drømme sig langt væk til lyden af Legrands rumklangsbadede, dybe stemme og Scallys ligeså overdådigt funklende guitarlinjer. Alt sammen fornemt bundet op på den stabile hvilepuls fra tour-trommeslager Dan Franz.

Højdepunkterne var mange og mere eller mindre konstante. Men her finder man desværre også bandets akilleshæl. For på trods af det tårnhøje niveau kommer man ikke uden om, at mange af sangene lød ens. Tempo, instrumentering og opbygning var stort set identiske på de fleste numre, og det gjorde, at universet momentvis let kom til at flyde lidt sammen. Lidt ligesom drømme. Men selv de bedste drømme må som bekendt også godt være lidt uforudsigelige. Bare en gang imellem.