Baltimore-duoen Beach House er et af den slags orkestre, der har en yderst genkendelig sound. En lyd, som makkerparret Victoria Legrand og Alex Scally med tiden har perfektioneret hen over seks plader. Ja, vel nærmest dyrket til det skamløse. På den gode måde.
Deres minimalistisk messende og narkotisk rumklangstågede drømmepop, som synes taget direkte ud af David Lynchs kultserie Twin Peaks, dyrker i udpræget grad det repetitive og statiske. Den er ikke bange for at dvæle. Cirkulere med musseskridt i kredsløb om sig selv. Det kan jeg rigtig godt lide. Det fungerer for Beach House.
Af samme grund fordrer deres poetiske musik også en vis grad af intimitet, hvis den for alvor skal krybe ind under huden på lytteren og pirre de rigtige steder i hjertekammeret.
Intimitet kan som bekendt være svært foreneligt med en stor scene på en sommerfestival. At amerikanernes midnatskoncert så også skulle skæmmes af rastløse og sniksnakkende publikummer, hvis brandert toppede nogenlunde samtidig samt en strid vind, der kastede de drømmende toner ugunstigt omkring, gjorde ikke ligefrem oddsene for at Beach Houses Nortside-koncert skulle lykkes bedre.
Headbangende heksepræstinde
Men den lidt sky duo og deres to medmusikanter lod sig ikke sådan kue. De kæmpede ganske bragt mod de hårde odds. Tog kampen op og trodsede de vanskelige omstændigheder. Gjorde deres ting.
Sangerinde og tangentspiller Victoria Legrand, som til lejligheden var iklædt en sort kutte besat med funklende similisten, slyngede sig ind over sit orgel og headbangede voldsomt med sit lange, mørke hår. Lod sig suge ind i drømmeklangene. Hun lignede i perioder en heksepræstinde til en okkult seance.
Turné-trommeslager James Barones bastante og præcise trommespil fulgte den knitrende rytmeboks til punkt og prikke. Scallys længselsfuldt snurrende og snørklede guitarfigurer sitrede og kradsede. Undertiden nåede de et støjende klimaks.
Publikumskontakt var det småt med. Men så igen, er det jo ikke ligefrem Beach Houses ting. De er stemningsskabere - ikke humørspredere.
Gruppen kom godt omkring i bagkataloget, hvorfra der især var smukt sug i »10 Mile Stereo«, den flakkende »Sparks« og den melankolsk valsende »Myth«.
»What comes after this? Momentary bliss« både spurgte og svarede Legrand i sidstnævnte. Det var sådan set en meget korrekt selvprofeti. Der var momenter af stor musikalsk skønhed, selvom den stride blæst ruskede lidt vel meget i strandhytten.
Hvem: Beach House
Hvor: Green Stage, Northside Festival, lørdag.
Hør Beach Houses nyeste album »Thank Your Lucky Stars« her:
