"Min sanglærer sagde altid, at man aldrig skal undskylde… Ha! Jeg har da aldrig haft en sanglærer," grinede Burt Bacharach i går aftes i DR Koncerthuset.
Han var totredjedele inde i sin koncert og havde næsten uden andet akkompagnement end sit Steinway & Sons sunget den gudesmukke "Alfie" og "A House Is Not A Home". Men 85-årige Bacharachs stemme har altid været skrøbelig og sprukken, og der var absolut intet at undskylde for: Maestroens fremførelse af "Alfie" var noget af det største, der er sket i Koncerthusets smukke sal, både hvad angår indfølelse og historisk vingesus. Vi var mere end en blandt publikum, der sad med fugtige øjenkroge og klump i halsen.
Forinden havde vi efter de indledende toner af "What The World Needs Now" været igennem først et par energiske og kraftfulde medleyer af Bacharachs ufatteligt store sangkatalog – evergreens som "Don't Make Me Over", "This Guy's In Love With You", "I Say A Little Prayer" og "Trains And Boats And Planes" – skarpt efterfulgt af solopræstationer fra de to saftige sorte sangerinder og den hvide mandlige sanger, der heller ikke lod noget tilbage at ønske.
Bacharach synger kun en smule, så de tre knusende dygtige vokalister havde til opgave – og magtede – at forløse Bacharachs teknisk krævende kompositioner, lige fra Dionne Warwick-klassikerne til Stevie Wonders vokallinje i "That's What Friends Are For" til Elvis Costellos desperate styrke i "God Give Me Strength".
Det startede med sangerinden Josie James', der med sin sødmefulde lettere Diana Ross/Stephanie Millske vokal gav en gåsehudsfremkaldende fortolkning af "Anyone Who Had A Heart". Hun blev efterfulgt af netop "God Give Me Strength" med engleagtigt Leonard Cohensk kvindekor, og senere fulgte den tredje sangers soulede version af den knap så kendte "Waiting For Charlie (To Come Home)", som Etta James sang i sin tid.
Undervejs i koncerten krydrede en veloplagt Bacharach aftener med små anekdoter fra sin karriere. Efter aftenens højdepunkt med "Alfie", som var et led i et medley over hans mange filmsoundtracks, fortalte han historien om sin start som sangskriver i slutningen af 1950erne. Den bakkede han op med et medley over sine tre første hits – "Magic Moments" for crooneren Perry Como, der blev nærmest ironisk fremført i bedste cirkustelt-stil, samt "The Story Of My Life" og den fjollede "The Blob". Fra klaveret kiggede Bacharach ud på publikum med et blik, som ville han sige: "Can you believe, I wrote these songs?"
Men det kunne vi. Vi rejste os i begyndelsen, da det ti mand store orkester første gang gik på scenen, og Mr. B svajede ind på scenen i mørk blazer og bukser, lyseblå skjorte og kridhvide strømper og løbesko! Vi rejste os et flere gange i løbet af koncerten. Vi fik næsten et chok, da hans 20-årige søn gik på scenen og spillede med på "Make It Easy On Yourself" – for det var som at se en ung Burt. Og vi havde svært ved at lade Mr. Bacharach gå, da han to timer senere vinkede farvel efter en fællessang med "Raindrops Keep Fallin' On My Head" – måske fordi vi alle vidste, at når han kun gæster landet en gang hver 50. år (sidste gang var som orkesterleder for Marlene Dietrich), ja, så får man nok ikke chancen igen.
FACEBOOK | Vi serverer anmeldelser og kulturnyt på facebook.com/berlingskekultur
