Det er uretfærdigt med den alderdom: Kroppen trækker sig tilbage, taber hele tiden terræn til sjælen, efterlader den til sidst uden bolig overhovedet.
Kun det sidste har ikke ramt Stanislaw Skrowaczewski endnu. Selv om bentøjet knap nok klarede turen op på dirigentpodiet foran DR SymfoniOrkestret i weekenden, så kan han stadig besjæle et par tusinde medsjæle ude i Koncerthusets mørke.
Den polske lederlegende havde endda selv skabt det første stykke selv. Et stykke fra forrige år med titlen »Musik for blæsere«.
Hvordan det lyder? Nærmest modernistisk. Som et ekko fra salige Stravinskys og eleven Nadia Boulangers dage.
Men de danske musikere bevarer deres spilleglæde og tjek på tingene. Avantgardistiske toner passer for resten også som støbt til Koncerthusets avantgardistiske vinkler.
Og det hele passer altså fantastisk til manden selv. Man drikker midten af det 20. århundrede direkte fra kilden. Det havde jo også virket sært, hvis den krogede krop havde komponeret house eller hiphop.
Så ind med fantastiske François Leleux ved nestorens side. På programmet: Mozarts koncert for obo og orkester fra 1777.
Det havde været endnu mere fantastisk med for eksempel Richard Strauss’ ditto. For de gamle toner skal spilles åh så varsomt. Ikke med franskmandens gennemtrængende hånd og usentimentale ånd.
Men hvad pokker ... Sjostakovitjs symfoni nummer ti fra 1953 slår alligevel alt andet sådan en aften. Det er måske russerens bedste overhovedet. Han skriver først sin elskedes navn på toner og siden sit eget, forlener hele sovjetmenneskets helvede med romantisk inderlighed.
Så da anden sats bryder løs, bliver man næsten løbet over ende.
En aften med armod, vemod, mismod over hele linjen. Med masser af europæisk alvor. Med krige om værdierne. Frygteligt vedkommende alt sammen.
