1990erne. Hvordan man end vender og drejer det, så vil Chris Cornells navn altid være forbundet med det årti. Det var her, at han mejslede sig ind i rockpublikummets kollektive bevidsthed, som intens frontmand i bandet Soundgarden, der udgjorde en vigtig grundpille i den Seattle-baserede grunge-scene, som var comme il faut fra starten til midten af årtiet.
Dengang var han, som flere af de øvrige af strømningens poster boys, en martret og utilpasset ung fyr, der uddrog sine indre dæmoner med beskidt og betændt rock. Men modsat grungebølge-kolleger som Kurt Cobain, Layne Staley og Scott Weiland, der alle blev opslugt og udslettet af mørket, selvleden og stofferne, så er Cornell her stadig. Og han er på mange måder måske den, som kom bedst ud på den anden side, da Seattle-scenen imploderede.
Ved aftenens to timer lange unplugged-seance (et andet udpræget 90er-fænomen) i Koncerthuset viste Cornell, at han og hans sangskrivning langt hen af vejen har stået tidens tand. Her fremstod han nemlig som en moden mand på 51 år, der med stor klædelighed har lagt ungdommens mørkemandsstil bag sig, uden at sætte den musikalske brod og intensitet over styr.
Humøret er i den grad blevet højere med årene. Cornell var storsmilende fra start. Kun flankeret af multiinstrumentalisten Bryan Gibson, kastede han sig velsyngende og med stor spillelyst ud i akustiske udgaver af højdepunkter fra sit store bagkatalog. Her fik vi foruden solo- og Soundgarden-materiale, numre fra Cornells tid i henholdsvis Audioslave og grunge-supergruppen Temple Of The Dog, også en håndfuld mere eller mindre vellykkede covers.
God rockhumor
Blandt de ypperste indslag var den dirrende udgave af »Fell On Black Days«, hvor Gibsons malende cellospil tilføjede sangen nye og foruroligende klangfarver, den Johnny Cash-rundede, western-vrikkende version af »Rusty Cage«, den apokalyptiske effekttorden i dommedagskvadet »Blow Up The Outside World«, den maskuline skrøbelighed, som prægede udgaven af Princes »Nothing Compares 2 U« og det beske croonermismod i »Misery Chain«. I sidstnævnte tog Cornell en utraditionel metode i brug, da han fremførte sangen, blot akkompagneret af tonerne fra en grammofonspinnende LP.
Modsat var downtempo-udgaven af Michael Jacksons »Billie Jean«, omskrivningen af Dylans »The Times They Are A-Changin’« og i særdeleshed coveret af Lennons fortærskede fredsfantasi »Imagine« ikke noget man for alvor hidsede sig op over.
Så var det straks sjovere, da Cornell under ekstranumrene fusionerede U2’s »One« med teksten fra Metallicas sang med samme titel. Et spøjst eksperiment, født ud af en mislykket Google-søgning. Og resultatet var sgu god rockhumor, hvilket også var tydeligt at høre på publikums reaktion.
Generelt var aftenen et veloplagt og befriende møde med et grungeikon, der har smidt selvledens lænker, til fordel for det store smil og den indre ro, men som heldigvis fortsat ejer en stærk rockstemme, der rækker langt ud over de 1990ere, der formede ham i sin tid.
Hvem: Chris Cornell
Hvor: Koncertsalen i DR Koncerthuset, lørdag.
