Amerikanske EMA havde fortjent meget bedre

EMAs mørktonede rock led under sommerlyset og eftermiddagsstemningen på Roskilde Festivals Pavilion-scene.

Berlingskes anmelder vil gerne møde EMA igen - men helst på et tidspunkt, der står bedre til hende end en søvnig søndag eftermiddag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

»Det er min første Roskilde-festival, men forhåbentlig ikke den sidste«, sagde hun et sted i det 60 minutter lange sæt. Og det ønske deler jeg bestemt. Bare det bliver på et tidspunkt, der står bedre til hende end en søvnig søndag eftermiddag.

Erika M. Anderson, der i kunstneriske sammenhænge kalder sig EMA, er noget andet end feriestemning og ly for sommersolen under Pavilions teltdug. På to stærke udspil har hun dyrket et mørkt, industrielt tonet rockudtryk med modernitets- og teknologikritiske tekster, og hun var også klædt i overensstemmelse med tungsindet i dag: Sort tanktop, sort nederdel, sorte støvler og store, store solbriller.

LÆS OGSÅ: Major Lazer bjergtog Orange med torskedum twerk-fest

Og selvom det aldrig var en decideret ringe koncert, var den heller aldrig præget af nødvendighed eller intensitet - væsentlige størrelser i EMAs udtryk - og selv ikke karrierens stærkeste øjeblik, »Grey Ship« løftede sig nævneværdigt.

Det i udgangspunktet smukke, episke forløb blev som de fleste af sættets øvrige indslag givet med elguitar, trommer, violin og susende elektronik, og hvirvlede mindelser om grunge, slackerrock og industrial op. Men det blev aldrig den storm, det kunne have udviklet sig til for timing is everything, som det hedder på nydansk, og jeg er overbevist om, at EMA havde været en helt anden oplevelse i en sen aften- eller nattetime.

Så havde det ikke været så åbenlyst, at koncerten var et stykke arbejde. Der var sat til minimum 60 minutter.

Hvem: EMA Hvor: Pavilion, søndag

LÆS OGSÅ: Interpol tændte for de stærkeste lamper

LÆS OGSÅ: Arctic Monkeys' britrock var lidt for velfriseret

HØR HER: Lyt til EMA