Ambition og autoritet

Den unge sangerinde Amanda Thomsen gav en absolut løfterig debutkoncert med Niels Lan Doky på jazzklubben The Standard.

Den blot 16-årige sangerinde Amanda Thomsen indledte torsdag aften et to ugers engagement på jazzklubben The Standard. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

»I’ve been so many places in my life and time, I’ve sung a lot of songs«.

Jo, det kræver da såvel mod som ambition, når man som 16-årig vælger at indlede sin debutkoncert med netop den strofe. Men heldigvis kunne Amanda Thomsen godt bære Leon Russells hårdtprøvede »A Song For You«. Her var rette indlevelse, det rette drama, og ikke mindst en ubesværet beherskelse af intonation og volumen.

Og selv om man vel som udgangspunkt havde visse forventninger, ganske enkelt fordi pianisten Niels Lan Doky har givet Amanda Thomsen et tougers engagement på sin jazzklub, var det alligevel imponerende, at denne ukendte teenagepige kunne hengive sig til sin sangkunst med en sådan autoritet.

Niels Lan Doky sad ved flyglet og blev ledsaget af sine faste og fremragende sekundanter bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Niclas Bardeleben, hvilket selvfølgelig signalerede jazz. Repertoiret var måske knap så jazzrelateret, idet det i høj grad bestod af bittersøde kærlighedsballader fra nutidssangskrivere inden for genrer som soul, pop, country og kristen musik.

At Amanda Thomsen har lyttet til sangerinder som Whitney Houston, Alicia Keys og Christina Aguilera, lod sig ikke skjule, men heldigvis var der sjældent tale om kopi. Hun formåede at være sig selv – altså være ét med sig selv og sin stemme, og der manglede ikke troværdighed i hendes fortolkning af Israel Houstons »Friend« og af countryballaden »I’ll Take Care of You«.

Stærkest stod dog »Just Hold Me« hentet hos den norske sangerinde Maria Mena. Fornemt ledsaget af Jonathan Bremers smidige basspil – hen ad vejen suppleret af Niclas Bardelebens håndtrommespil – formidlede Amanda Thomsen de vanskelige tonerækker med en præcision og tilhørende ægthed, som man næppe kunne forvente fra en så ung sangerinde.

Det skal dog ikke nægtes, at det kunne have været lidt forfriskende med en sang eller to af lidt sorgløs og swingende tilsnit, for selv om Amanda Thomsen havde stemme til kærlighedsballaderne, havde hun hist og her – i disse voksenssange – lidt vanskeligt ved at fastholde den emotionelle dybde.

Hun fik dog rystet al lurende monotoni af sig, da hun slutteligt leverede Brian Mc­Knights »One Last Cry« med et fremragende akkompagnement af Niels Lan Doky og med en stemme, der gav rige løfter for en god karriere i musikkens verden.

Hvem: Amanda Thomsen & Niels Lan Doky Trio

Hvor: The Standard, torsdag, 1. koncert. Engagementet fortsætter til 7. februar.