Alle Roskilde-lørdage burde begynde med ufarlige neohippier

Danske Hymns From Nineveh skabte den perfekte start på en lørdag med en smuk men også noget ufarlig koncert på Avalon.

Hymns From Nineveh på Roskilde Festival var fint - men også lidt som at spise en vegetarburger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

Nogle gange kan lørdag på Roskilde være svær at trække op.Alt virker klistret og støvet, kroppen skriger på vand og forude venter et eller andet dødsmetal på Orange.

Men så er det godt, at man har et band som Hymns From Nineveh, der åbnede Avalon-scenen ved middagstid med noget musik, som er lige så ufarlig som at trække vejret og med et publikum bestående af pænt stillestående kærestepar og unge æteriske piger med løst hår, flade sko og uden makeup, men til gengæld indsmurt i en faktor 60, så huden står fin, bleg og blank. 

LÆS OGSÅ: Trentemøllers midnatsmesse - en følelse af at blive snydt

Det er sådan en lørdag skal starte. Med fem glade neohippier på scenen komplet med pandebånd, kæder og flagrende gevandter og så noget musik smukt skrøbelig som en sæbeboble.

»Nu skal vi bare have en dejlig morgen,« sagde forsanger Jonas Petersen og smilede lykkeligt og publikum smilede lykkeligt tilbage, da bandet leverede et fint sammensat sæt bestående af både helt nye og ældre numre.

LÆS OGSÅ: Brillante Future Islands var både finesse og gorillabevægelser

Smukkest stod det mere afdæmpede som eksempelvis »The Colors Of The Sea« og det helt nye nummer »Summer«, men det virkede så også lidt som at spise en økologisk veggieburger.

Så vågnede man lidt mere op, da Hymns From Nineveh pludselig ramte omkvædet fra George Harrison-klassikeren »My Sweet Lord« og fyrede lidt op for gassen med »Far Away From Eden« og den nye og lovende »Beasts From The Deep.«

FOTOS: Se pressefotografernes pletskud fra Roskilde Festival

Et rart, men også lidt ufarligt sæt fra Hymns from Nineveh som naturligvis lukkede med hittet »A Kid On The Beach« og så meget fællessang, at man en øjeblik følte, at man var på højskole igen.

Hvem: Hymns from Nineveh / Hvor: Avalon, Roskilde Festival lørdag middag

SPOTIFY: Lyt til Hymns of Nineveh