Uforudsigeligheden har altid været en af hovedattraktionerne, når den amerikanske sanger og sangskriver Ryan Adams har optrådt live. Siden gennembruddet som soloartist i starten af 00erne har hans notoriske humørsyge ført til decideret pinlige optrædener og øjeblikke af tårnhøj klasse.
Derfor var det også med en vis spænding, publikum fandt sig til rette i Falconer Salen til hans tredje solokoncert på dansk grund inden for det seneste år. Hvad ville manden med guitaren og den knækkede stemme finde på denne gang?
En halv time inde i koncerten lod det til, at han havde tænkt sig at lade musikken tale for sig selv. Publikumskontakt var der intet af. Bare sangene præsenteret i sin reneste form med guitar, mundharpe og klaver.
Men på trods af stærke sangvalg som »Oh My Sweet Carolina« og »Winding Wheel« viste den stringente tilgang sig som en køn, men lettere søvndyssende affære. Mellem to numre kunne man ligefrem høre en munter koncertgænger lave en højlydt snorkelyd i den ellers bomstille sal.
Slapstick stod i vejen
Måske Ryan Adams selv fornemmede, at det hele blev lidt kedeligt, for snart begyndte han at levere det ene morsomme og skøre indfald efter det andet: Han talte til sin guitar, når den ikke stemte, improviserede, omtalte sit gamle band Whiskeytown som Jefferson Brain Maggot, og hviskede en herligt absurd klaverballade til sin savnede kat hjemme i USA.
Slapstick-udfoldelserne havde dog den effekt, at de ellers hjerteskærende sange ikke ramte helt så hårdt, som de burde. Dertil var misforholdet mellem de skæve indfald og den melankolske americana for udtalt. I sin iver efter at underholde endte hovedpersonen ganske enkelt med at stå i vejen for de så altafgørende udsving på gåsehudsbarometeret.
Forudsigelig blev den to timer lange koncert dog aldrig. Og om ikke andet cementerede den veloplagte Ryan Adams, at han befinder sig bedre på scenen end længe set.B
