80er-eyelineren flød over for Duran Duran på Northside

80er-legenderne leverede ikke helt det pastelfarvede retro-brag på Northside, som man havde håbet på.

Northside 19.06.2016 Grøn scene blev rocket og danset sønder og sammen med Duran Duran søndag aften på NorthSide.. (Foto: Helle Arensbak/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Helle Arensbak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

New wave er blevet old wave. I hvert fald på Northside. »I won’t cry for yesterday« sang Simon Le Bon i front for Duran Duran under de britiske pop-veteraners temmelig ujævne, men ikke desto mindre hitspækkede retro-koncert søndag aften.

Det var ellers værd at dvæle ved gårdsdagen og årtiet før årtiet før den. I hvert fald hvis man var Duran Duran. Det var dengang det hele spillede for dem. Lyden. Damerne. Stofferne. Looket. Alt.

Duran Durans Northside-koncert blev dog aldrig helt det pastelfarvede  80erne-tur-retur-knald, som man ellers havde gået og håbet på. Desværre.

De hvide jeans og nittebælterne strammede lidt vel meget om livet på legenderne, traktementet  i  backstagerummet var muligvis ikke helt af samme kaliber, som den var det i V.I.P.-loungen til Brit Awards årgang 1986 og Club Tropicana har i mellemtiden forvandlet sig en øko-bar, der lukker ved 2.00-tiden.

Modelkærester eller ej. Tiden har været småtarvelig ved Duran Duran. Det er hårdt at blive gamle og være forhændværende it-boys. Det kan flere af fortidens store navne sikkert skrive under på.

Forsanger Simon Le Bon lignede efterhånden mere Rod Stewart end 80ernes hotteste pop-bachelor. Bassisten John Taylor lignede en gråhåret actionfigur med sine Mad Max-knæbeskyttere og den ellers så androgyn-seje, eyeliner-overtværede tangentspiller Nick Rhodes tog sig mere ud som en platin-afbleget provinsfrue, end den torn i øjet på den kønsnormative korrekthedsgarde, han engang var.

Glimt i 80er-øjet
»I’m not thinking about the future« sang Le Bon i den rædselsfuldt 90er-trancepumpede sag »Last Night In The City« fra sidste års pauvre vi-er-veteraner-der-mangler-penge-til-afbetaling-på-yachten-udspil  »Paper Gods«. Vildt som noget nutidigt kan lyde mere passe end gruppens tidstypiske (men samtidig eviggrønne) 80er-hits.  Det nye var der tydeligvis ikke megen fremtid i for Duran Duran. De må leve i kraft af fortiden. Og det gjorde de kun nogenlunde.

Bandet virkede rustent fra starten gik. De snøvlede og bøvlede sig energiforladt gennem ellers suveræne popklassikere som »Wild Boys«, »Hungry Like The Wolf« og 007-tracket »A View To A Kill«. Her virkede det mere som om de engelske old boys havde en fugleunges sparsomme sult og licens til af kede.

Men cirka midtvejs vendte det. Fordums glimt i  80er-øjet blev  stille og roligt fundet frem. »Planet Earth« blev effektivt fusioneret med »Bowies Space Oddity«. »Odinary World« udløste som forventet fællesskrål. Det frække, selvironiske cover af Grandmaster Flashs anti-drug-tune »White Lines« besad solidt overskud, inden britterne slutteligt serverede festen med først »The Reflex« og siden Lacoste-dollargrinet »Rio«, der blev blæst afsted for fulde gardiner og raslende persienner.

Da blev det så godt, at man næsten glemte hvor afdanket og charmeafpillet starten havde været. Dér begyndte Duran Duran at ligne den  vidunderligt dekadente millionforretning, de var engang.

Hvem: Duran Duran
Hvor: Green Stage, Northside Festival, søndag.

Hør Duran Durans bedste sange her: