18 Marshall-forstærkere danner en mur henover scenen, og nede i salen er det unge publikum klædt i caps, t-shirts, stramme jeans og slidte sneakers. Det meste i sort.
Det ligner optakten til en rockkoncert, og det er ikke så underligt. For vel er Justice vokset ud af de parisiske klubber, men har i den grad annammet rockens attitude. I såvel look som lyd.
Det samme har et stort globalt publikum, der har sønderhørt Gaspard Augé og Xavier de Rosnays to album – det sindssvagt stærke debutudspil fra 2007 og sidste års effektive, men knapt så imponerende toer.
Men i Falconer Salen er alle forbehold opløst i et på én gang sømløst og skurrende forløb, som åbnes med »Genesis«. Her får en udefinerbar ulmen og rumsteren lov at bygge forventningerne op, inden beatet og en tung, tung bas falder ind og banker bevægelse i salen, hvor arme ryger op, og kameraer og smartphones rettes mod Augé og Rosnay bag pulten på scenen.
Lys på vinterhud
Herfra har Justice fuld kontrol og kører deres ideer igennem et vredet, overstyret og koldt lyddesign, som har rockens og metallens kant, men underneden står i ledtog med discoen.
Det er også discoens puls, som gør salen til et dansegulv og får temperaturen til at stige, så pigerne binder deres trøjer op, og drengene smider deres t-shirts. Op i luften, op over de røde, svedige ansigter, og ud til siderne, hvor de suger den spildte fadøl op.
Det er hedonisme på en torsdag, og det er selvforglemmelse til et lydspor, hvor stemmer, beats og instrumenter er opklippet og manipuleret til ukendelighed, og hvor numrene fra albummene splejses sammen og krydsbefrugtes på suveræn vis.
Salen har Justice også fuld kontrol over, og det er et uforglemmeligt syn, da de får alle til at sætte sig ned, og det hårde hvide lys lyser på de svedende, vinterblege overkroppe.
»We are your friends«, lyder en Simian-sample fra gennembruds-tracket af samme navn. Og det var Augé og Rosnay. Vores venner. Vores rå, grimsmukke, vanvittigt dygtige venner. I 90 minutter.
Hvem: Justice
Hvor: Falconer Salen, torsdag
