Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ytringsfrihed uden vaklen

Kampen for ytringsfriheden er vigtigere end nogensinde, hvilket understreges af det forhøjede trusselsberedskab i kølvandet på, at forfatteren Salman Rushdie udsender erindringsbogen »Joseph Anton«.

Foto: ANDREW COWIE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I bogen, hvori Rushdie skildrer to årtier som dødsdømt, kommer han ind på hele historien om, hvordan Irans religiøst formørkede leder ayatollah Khomeini for 23 år siden udstedte en fatwa over Rushdie. Denne dødsdom er senere blevet genudstedt, så der er en kæmpe dusør for at dræbe Salman Rushdie. Nu er den tillige blevet forøget, så en morder får knap 19 millioner kr. for at udføre en sådan ugerning. Hvis man som denne avis ønsker et frit og åbent samfund, er ytringsfriheden af princip uantastelig, dog under ansvar for domstolene. Naturligvis kan ytringer få alvorlige konsekvenser. Det har vi set af utallige sager i de seneste år, ikke mindst hele affæren om Muhammed-tegningerne.

Men uanset hvor politisk ubekvemme, hvor voldsomme, ekstreme og ufølsomme synspunkter kan være, falder ansvaret for ytringerne altid tilbage på ophavsmanden. Det er ikke en regerings ansvar, hvad andre skriver. Hvis en regering begynder at censurere ytringer, kommer vi på afveje. Hvis der er vrede over sagte, skrevne, filmede eller tegnede synspunkter, må den krænkede part i et frit samfund anlægge sag. I andre dele af verden er sådanne frihedsrettigheder ikke indlysende, hvilket reaktionerne til fulde viser. I samfund, der hylder åbenhed og mangfoldighed som princip, er retten til at ytre sig, herunder at bedrive religionskritik, imidlertid helt fundamental.

I den kommende tid er der risiko for ny ballade fra folk, der aldrig vil komme til at læse Salman Rushdies litterært og æstetisk set udsøgte bog. Akkurat som der har været ballade om en plat film på YouTube, der handler om muslimernes profet Muhammed. Principielt er der dog ingen forskel mellem de to, når det handler om retten til at ytre sig. At en film er væmmelig og propagandistisk, er ikke et argument for et forbud. Det er snarere et argument for at lade være med at se den, ligesom ingen tvinger andre til at læse bøger eller studere andre kunstværker, man ved vil virke udæskende.

Så meget desto mere er det bekymrende, at den tyske regering overvejer et visningsforbud mod YouTube-filmen, hvilket heldigvis er blevet ved snakken, måske som følge af den tyske oppositions absolut berettigede protest. Ligeledes giver det anledning til bekymring, at den amerikanske administration har rettet henvendelse til You­Tube om, at den tåbelige Muhammed-film ikke skal vises i visse lande.

Der er brug for, at det siges klart og utvetydigt, at uanset om der er tale om kunst eller plat propaganda, gælder der en grundfæstet ytringsfrihed, og at folkevalgte landes regeringer ikke har ansvaret for krænkende ytringer. Sagen om Salman Rushdie demonstrerer behovet for, at den frie verden modsætter sig indskrænkninger af eller andre snedige omfortolkninger af ytringsfriheden, der har til formål at forhindre bestemte synspunkter eller religionskritik.