Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Yderfløjene sætter et »men« efter deres afstandtagen til vold

Vold er forkert, punktum. Også når det går ud over Rasmus Paludan, muslimer eller hvem de politiske yderfløje ellers går rundt og hader.

Amalie Lyhne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Terrorangrebet i Sri Lanka, som var rettet mod kirker og hoteller med vestlige gæster, var muligvis hævn for sidste måneds terror i Christchurch, New Zealand, hvor en højreekstremist dræbte 50 bedende muslimer samlet i to moskeer. Det mener regeringen i Sri Lanka i hvert fald efter en foreløbig undersøgelse.

Et menneskeliv er et menneskeliv, og terror er lige forfærdeligt, uanset hvem det går ud over.

Sådan ser man dog ikke på det alle steder. Netop efter terrorangrebet i Christchurch afdækkede denne avis, hvordan flere danskere i en lukket højreekstrem Facebook-gruppe udtrykte forståelse for angrebet – en kaldte det »velfortjent«, ligesom en anden skrev, at det er »meget menneskeligt« at »folk får nok«.

Amalie Lyhne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland.

Og det er ikke bedre på den anden fløj. Da Omar Abdel Hamid El-Hussein, terroristen bag angrebet på Krudttønden, blev begravet, var moskeen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter propfuld. »I er selv skyld i det,« lød det fra en af deltagerne.

Men er der ikke bare tale om de allermest vanvittige ekstremister på de alleryderste fløje? Desværre, nej. Villigheden til at undskylde og forsvare vold, når det går ud over mennesker, man ikke bryder sig om, rækker sine uhyggelige fangarme langt ind i rækkerne, ikke bare hos islamisterne, men også på begge yderfløje i dansk politik.

Mens islamisterne ikke som sådan er organiseret politisk og ikke stiller op til det kommende folketingsvalg, er der opstillede politikere fra både venstre- og højrefløj, som ikke vil tage ordentligt afstand fra vold.

I debatten om ytringsfrihed har vi talt meget om det lille »men«, som ofte bliver brugt på bekymrende vis. »Jeg går ind for ytringsfrihed, men…« er der blevet sagt mange gange, og det er med til at erodere vores frihedsrettigheder. Ord er ikke ligegyldige.

På samme måde ser vi i disse år en række politikere og debattører, som siger: »Jeg tager afstand fra vold, men…« Det er akkurat lige så bekymrende.

I weekenden skrev folketingskandidat for Alternativet Kashif Ahmad her i avisen, at vold ikke er svaret på blasfemi, »men«: »Hvad er det, man forventer, når man kaster rundt med en koran, pakker den ind i bacon og brænder den? Jeg forstår godt folks vrede og reaktion.«

Fuldstændig samme argumentation hører vi hos den modsatte fløj. Nye Borgerliges formand Pernille Vermund talte for noget tid siden med TV2 om »den desperation, der er hos befolkningen lige nu« på grund af asylansøgere og dårlig integration. Med henvisning til sager om hærværk mod asylcentre og indvandrerkiosker siger Vermund: »Når Søren Pind (den daværende justitsminister) siger, at vi gerne vil løse problemet, men at konventionerne forhindrer os, så bliver folk desperate. Sådan er det jo.«

Der bliver i princippet taget afstand fra vold, ja, men det følges af et »men« og en forståelse for voldsmændenes handlinger.

Denne forståelse for vold og sympati med gerningsmændene har vi set gennem mange år hos den yderste venstrefløj. Urolighederne på Nørrebro i forbindelse med nedrivningen af Ungdomshuset er et oplagt eksempel, men også den aktuelle situation med højreekstremisten Rasmus Paludans demonstrationer udstiller det: Nørrebros uskønne blanding af islamister og venstreekstreme giver Paludan ret i en af hans grundlæggende pointer, når de reagerer voldeligt på lovlige ytringer.

Uromagerne på Nørrebro har altid haft sympatisører blandt etablerede venstrefløjspolitikere. Denne gang var det Enhedslistens Rosa Lund, som på Twitter undlod at tage afstand fra volden, men til gengæld viste forståelse for voldsmændene ved at skrive, at hun jo heller ikke tager »Brøndbytrøje på i Parken«.

Her er der intet nyt under solen, selvom det naturligvis ikke gør det mindre afskyvækkende.

Nyt er det imidlertid, at vi har et opstillingsberettiget parti på den yderste højrefløj, som bruger samme argumentation, og som endda taler om borgerkrig og skud ved grænsen.

Adskillige Nye Borgerlige-kandidater er kommet med ekstreme og voldsforherligende udsagn, og det er ikke alle, der er blevet ekskluderet. I efteråret fik flere kandidater for eksempel lov til at blive, selvom de havde opfordret politiet til at skyde efter migranter, brandstiftere og indbrudstyve.

Pernille Vermund forstår dem nemlig. Hun reagererede derfor med kort afstandtagen efterfulgt af det stærkt foruroligende »men«:

»Man skal ikke politisk opfordre politiet til at skyde nogen i benene. Men vi står i en situation, hvor politikerne har lukket en masse mennesker ind i vores samfund, som i den grad er truende for vores frihed og sikkerhed.«