Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Yahya Hassans digte er litteratur

»Medierne har ikke på noget tidspunkt forsømt at forstørre konflikterne og lugtet blod, ikke mindst forud for Yahya Hassans besøg i Vollsmose.«

Birthe Rønn Hornbech, MF (V). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lige siden Gyldendal udsendte den unge palæstinenser Yahya Hassans digte, har borgerkrigen hærget Danmark. Krigen har mange parter, bl.a. islamister, der ønsker død over digteren, medens de ellers så politisk korrekte islamelskende tripper rundt og ikke rigtigt ved, hvilket ben de skal stå på. For hvad i alverden skal den politisk korrekte dog mene, når de fastlåste fordomme om, at muslimerne er de gode og de islamkritiske de onde, pludselig smadres af en ung muslim, der kritiserer sin egen religion og kultur så højt, at det høres på den yderste højrefløj, der hoverer fælt.

Aldrig er en digtsamling vel i den grad blevet brugt til, at »dem« slår »os« i hovedet og omvendt. Senest har kommunikationsrådgiver Elmas Berke i en kronik i Berlingske 11. december slået både den ene og den anden gruppe i hovedet med digtsamlingen.

Medierne har ikke på noget tidspunkt forsømt at forstørre konflikterne og lugtet blod, ikke mindst forud for Yahya Hassans besøg i Vollsmose, medens opmærksomhedssøgende politikere fra alle sider råbte op om krænkelse af ytringsfriheden, da politiet, som det er dets pligt, udbad sig tid til at undersøge og planlægge sikkerheden for digteren.

Må det være tilladt stilfærdigt at spørge, om det dog ikke er muligt at få nogle af de mange, der råber op, til at læse digtene fra ende til anden og derefter tage stilling til digtenes litterære kvalitet.

Læs også: Politisk korrekt stramhedsbetræk

Lyrik skal dog ikke vurderes på antallet af avisspalter produceret af sensationshungrende journalister og profilsøgende debattører, men på den litterære kvalitet.

Allerede fra første linje i digtene bliver man slået af den melodiske rytme over for den brutale tekst. Det er en stærk oplevelse. Samtidig med, at man hurtigt synger med på rytmen, lukkes man ind i et univers, man sikkert skal være politimand eller socialarbejder for at genkende, hvis ikke man er opvokset i et lignende miljø, som ikke behøver være muslimsk, men også genkendes fra sager med udsatte danske børn.

Mange har undret sig over Yahya Hassans måde at recitere digtene på. En recitationsform, som om han reciterede Koranen. En recitationsform, som han selv finder smuk. Den er altså ikke så sær eller original, som nogle vil mene, men bærer århundreder i sig.

Og tør man være fordomsfri og tage balladen for at minde om, at Koranen og Bibelen kommer fra samme kulturkreds, kan man lige så godt gå linen ud og hævde, at der i den poetiske musikalitet ikke er så langt fra:

»FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLEREGRÆDERI OG EN PØL AF PIS«

til

»Jeg løfter mine Øjne til Bjergene;

Hvorfra kommer min Hjælp?«

Denne sammenligning skal nok forarge mange, der vil finde den blasfemisk. Men digte har nu krav på først og fremmest at blive læst som digte.