Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

X Factor kan alt det, som eksperter og integrations-fortalere higer efter

»X Factor har den evne, at det ganske ubesværet kan synliggøre mangfoldige lag af samfundet og præsentere diverse personlighedstyper som de mennesker, de er, og ikke som perfekte idoler. Homoseksuelle, psykisk syge, spiseforstyrrede, nydanskere m.fl. med ambitioner om at blive musikalske gevinster, og hvis fællesnævner ikke er en afvigelse fra normen, men et potentielt unikum.«

04DEBAbirAl-Kalemji-120633.jpg

Der er mange holdninger til X Factor. Nogle mener, at sangtalent-programmet ikke har været i stand til at levere sublim kunst og sågar har devalueret musikkvaliteten, mens politikere som Naser Khader for nylig har kritiseret det for at være en kulturløs popstjerne-produktionsmaskine, der ikke hører public service til.

Jeg synes, man skal stikke en finger i jorden og give konceptet kredit for at have nået ud til en bred skare, opnået enorm popularitet og nedbrudt fordomme gennem underholdning og for at være et socialt eksperiment, der stimulerer musikalitet og får seerne til at reflektere over, hvad kunst og de personlige narrativer, der udspiller sig på scenen, egentlig provokerer.

Mange skjulte talenter ville nok aldrig have set dagens lys, hvis det ikke var for konceptets rummelighed og dommernes evne til at anerkende forsømte potentialer samt kombinere intuitiv bedømmelse med en objektiv tilgang.

Et samlingssted for alle

For nogle sæsoner siden valgte Patricia at stille op til en audition, på trods af en baggrund med svær depression, der kostede hende tre måneders ophold på psykiatrisk afdeling og flere års rehabilitering. Hun endte med at blive en af finalisterne efter en spændende udviklingsproces. Hendes indlevelsesrige »performance« fik selv den sjældent imponerede Blachman til at entrere euforiens paradis med hendes passionerede version af »Pagten«. Her nyder man ikke bare en englestemme, men finder det livsbekræftende, når en udfordret skæbne ikke lader sig hæmme af en diagnose.

X Factor har den evne, at det ganske ubesværet kan synliggøre mangfoldige lag af samfundet og præsentere diverse personlighedstyper som de mennesker, de er, og ikke som perfekte idoler. Homoseksuelle, psykisk syge, spiseforstyrrede, nydanskere m.fl. med ambitioner om at blive musikalske gevinster, og hvis fællesnævner ikke er en afvigelse fra normen, men et potentielt unikum.

DR1-programmets folkelige appel skyldes ikke mindst, at det er nede på jorden, inkluderer naboens søn og kollegaens kone, viser succes med begejstring og nederlag med en tilpasset portion empati og realisme og investerer i at professionalisere amatørisme. Set-uppet er teknisk udsøgt, tematisk dynamisk og sparer ikke på poetiske og følelsesbetonede segmenter, der til tider kikser og i andre tilfælde kulminerer i et strejf af genialitet. Kulisserne og scenen bliver et udpluk af den nuancerede virkelighed, som man ikke behøver at bestræbe sig på at forstå eller intellektualisere over, for den appellerer til sanserne og navigerer rutineret i hjernens krypter. På den måde er X Factor et samlingssted for masserne med et fælles sprog, uanset fagligt niveau, social baggrund og smag. Budskabet er enkelt:

Man kan have et talent, uanset socioøkonomisk, kulturel eller national baggrund. Og alle får en chance til at bevise deres værd. Et faktum, som antropologer, integrations-fortalere og eksperter bruger ressourcer på at understrege – X Factor kan det bare.