Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Whistleblowere skal beskyttes

Bestikkelse og anden korruption er almindelig i medicinalbranchen, skriver professor Peter C. Gøtzsche. Han efterlyser lige så klare regler i Europa for whistleblowere som i USA. I dag hyder whistleblowere ingen beskyttelse.

Trusler og psykisk vold er almindeligt for at beskytte salget af lægemidler, mener professor Peter Gøtzsche. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Berlingske bragte 29. juli en trist historie om en kvinde, der blev fyret af Odense Renovation, efter at hun havde gjort opmærksom på svindel for millioner på sin arbejdsplads. Hendes nærmeste leder var involveret i bedrageriet, og hun kontaktede derfor sin fagforening. Et yderst fornuftigt skridt, idet den øverste ledelse måske også var indblandet. Men ledelsen benyttede det som et påskud til at fyre hende, fordi hun ikke var gået til den øverste ledelse. Der var andre følger for den retskafne kvinde, inklusive social isolation, hvilket desværre ofte ses for whistleblowere.

I sundhedsvæsenet er der langt større summer på spil end på en renovationsplads. Jeg beskriver i en bog, der udkommer 29. august på engelsk og tre uger senere på dansk (se www.cochrane.dk), at bestikkelse, returkommission og andre former for korruption er så almindeligt, at forretningsmodellen for de store medicinalfirmaer opfylder kriterierne for organiseret kriminalitet.

EN KRIMINOLOG, DER interviewede mange topchefer, beskrev, at næsten enhver type person, der kan påvirke medicinalindustriens interesser, er blevet bestukket: læger, hospitalsadministratorer, ministre, sundhedsinspektører, toldembedsmænd, skattemedarbejdere, registreringsmyndigheder, fabriksinspektører, priskontrolmyndigheder og politiske partier. Det er hovedsagelig læger, der bestikkes, og mange af industriens forbrydelser ville ikke være mulige, hvis lægerne ikke bidrog til dem.

Intimidering, trusler og psykisk vold for at beskytte salget af lægemidler er almindelig, når nogen vover at stå frem med deres viden. Volden omfatter trusler om fyring eller retssager, faktiske fyringer og retssager – som kan ruinere de pågældende, selv om de får medhold – ubegrundede beskyldninger om videnskabelig uredelighed og andre forsøg på bagvaskelse og destruktion af forskerkarrierer. Det beskidte arbejde udføres ofte af industriens advokater, og privatdetektiver kan også være involveret.

Whistleblowerne bliver i reglen modarbejdet af deres chefer, som har deres egne interesser at varetage, f.eks. lukrative samarbejdsaftaler med firmaerne eller tildeling af pengegaver, som de kan anvende efter forgodtbefindende. De rigelige pengestrømme køber loyalitet blandt de lægelige chefer, så de vælger at støtte industrien, når den kommer i vanskeligheder, i stedet for at varetage patienternes interesser ved at støtte whistleblowerne.

DET ER MEGET hårdt at være whistleblower. En tidligere vicepræsident for global marketing i Pfizer, der blev whistleblower, fordi ledelsen negligerede hans henvendelser om alvorlige kriminelle handlinger i firmaet, har beskrevet, hvordan det gik for 233 mennesker, der informerede om bedrageri: 90 procent blev fyret eller degraderet, 27 procent blev anklaget i retssager, 26 procent måtte søge psykiatrisk eller fysisk behandling, 25 procent fik et alkoholmisbrug, 17 procent mistede deres hjem, 15 procent blev skilt, ti procent forsøgte selvmord, og otte procent gik konkurs. Men trods alt dette, var det kun 16 procent, der sagde, at de ikke ville slå alarm igen.

Dette viser, at det er en samvittighedssag at være whistleblower. Folk gør det ikke for egen vindings skyld, tværtimod. Det er derfor indlysende, at vi skal sørge for ordentlig beskyttelse af whistleblowere, frem for at holde hånden over de kriminelle.

Sagen fra Odense er en blandt mange, der viser, at whistleblowere er meget dårligt beskyttet i Europa. Vi har behov for en lovgivning, der kan modvirke den udbredte »killing the messenger« kultur, vi har, da det må være i samfundets interesse at bekæmpe kriminaliteten, hvad enten den foregår på gadeplan eller udøves af ansatte i offentlige eller private virksomheder. Derfor er det svært at forstå, at Venstres kommunalordfører Jacob Jensen i Berlingske citeres for, at en bedre lovgivning kan føre til et anonymt »stikkersamfund«.

Denne retorik er forfejlet. Stikkere forbinder vi med diktaturstater og landsforrædere under besættelsen, og i vore dage bruges ordet mest af gangstere om bandemedlemmer, der »synger« til politiet. En whistleblower er ikke stikker, men informant. Og hvis man mener, at borgerne ikke bør informere myndighederne om ulovligheder, de har iagttaget – hvilket kvinden fra Odense endte med at gøre – skal de så heller ikke anmelde et voldeligt overfald til politiet?

I sundhedsvæsenet er konsekvenserne af forbrydelserne særligt grelle. Patienterne har i mange tilfælde måttet betale med deres liv for svindelen i forskningen og markedsføringen af lægemidler. Vore erfaringer fra sundhedsvæsenet burde være alt rigeligt til at begrunde, at vi bør beskytte whistleblowere bedre end i dag, hvor de nærmest ingen beskyttelse har.

Beskyttelsen bør ikke kun gælde for offentligt ansatte, som lovforslaget lægger op til, men også for privatansatte. I USA får whistleblowere tildelt en vis procent af firmaets bøde, og de er derfor sikret økonomisk, også selv om de ikke kan finde andet arbejde, hvilket ofte er tilfældet, fordi industrien sortlister dem.

I Danmark kan medicinalfirmaerne slippe med en bøde på 10.000 kr. for at lyve i deres informationsbreve til lægerne om dødelige skadevirkninger af deres lægemidler, hvilket er latterligt. Men ikke engang bøder af amerikanske dimensioner – milliarder af dollar – har kunnet forhindre, at firmaerne gentager de selvsamme kriminelle aktiviteter, som de er blevet dømt for eller har indgået forlig om. Derfor er man i USA begyndt at gå efter topcheferne for at idømme dem fængselsstraffe, fordi udsigten til fængsel nok er mere adfærdsregulerende end en bøde, som kun udgør en brøkdel af indtjeningen ved ulovlighederne, selv når den er i milliardklassen. Firmaerne betragter derfor blot bøderne som en lønsom markedsføringsudgift.

Vi ved meget om firmaernes forbrydelser i USA pga. den bedre beskyttelse af whistleblowere, og fordi forbundsregeringen afsætter de nødvendige resurser til at efterforske sagerne. Vi ved meget lidt i Europa, fordi vi hidtil har valgt at lukke øjnene. Det bør ikke fortsætte.