Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Wellness hellness

Timme Bisgaard Munk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver morgen løber jeg en tur. Hvis jeg glemmer det, bliver jeg grebet af skyld og skam. I ferien har jeg spist flere is end jeg burde. Det ses på stranden, og jeg skammer mig. Jeg føler ubehag i min runde rare mumitroldekrop. Jeg får monster-skæld-ud af mit indre fitness-overjeg.

Hver aften bliver jeg grebet af tristhed over, at jeg ikke kan leve op til mit eget kropsideal. Jeg er ikke alene. Jeg og mange andre er ramt af wellness-syndromet. En ny bog af samme navn beskriver tidens kropsmoralisme kritisk. At vores krop har det godt og ser godt ud er blevet en sand samfundsideologi. Alt andet er ligegyldigt, blot vi kan komme af sted til fitness, yoga, løb, cykling...

Folk, som ikke er på vej til eller fra træning, er uværdige og umoralske mennesker. At passe på sin egen krop er blevet et moralsk ansvar uden sidestykke. Andre mennesker og andre samfundsproblemer er pr. definition mindre vigtige. Folk som ikke deler ideologien, er forkerte. Resultatet er et trist fængsel af kropshad, skriver de to engelske sociologer.

Det er en ond og barsk ideologi. Vi er lede mod os selv og er aldrig tilfredse med pineriet. Først var det fem kilometer, så et maraton og nu et ultra løb af fem maraton i træk. Hvad med triatlon hver søndag? Ja, hvad er egentlig det næste? Hvem er den største masochist i verden her?

Vi finder aldrig svaret, for fitness-overjeget tilgiver eller slipper os aldrig. Vi skal hele tiden præstere, og jo mere vi præsterer, jo mere bør vi kunne præstere. Vi og vores krop skal jo sælges og elskes på det neoliberale menneskemarked.

Vi hader ikke bare vores egen, men også andres ufuldkomne kroppe. Vi dømmer andres deller definitivt. Fede mennesker lægges for had og hån. De er ikke blot utrænede, men umoralske undermennesker i deres kalorie-orgier. Hetzen og forfølgelsen er nu så udbredt, at der er opstået en modbevægelse af fede som kæmper for deres rettigheder og respekt. Altså et federe og mere fair liv for de fede.

Egenomsorgen fylder mere og mere. Kropsmoralismen betyder, at vores krop skygger for samfundet og andre mennesker. Vi kommer ikke længere ud, end vores egne ben og arme rækker. Det er blevet en ny frelse. Vi vil ikke ændre samfundet, men ændre og forstå vores egen dødelige krop.

Jeg har hørt om en afdød idrætsmand, hvor de pårørende undrede sig over hans pludselige død. Han dyrkede jo sport og burde derfor været beskyttet mod den slags livstruende og terminale skader.

Vores protestantiske forfædre arbejdede for at sikre sig et liv efter døden.

Deres ubegrundede frygt for skærsilden skabte den protestantiske arbejdsetik. Vi har nu en protestantisk fitness-etik som skal sikre os evigt liv, fitness fromhed og et liv som nøjsomme sportsidioter.

Vi bliver bare ikke lykkelige af alt det præstationsræs. Lykken findes i at finde kærligheden i verden efter vores egen krop og krav.

Lykken er at slutte fred med vores egen rare runde mumitrolde-krop. For fitness-overjeget har startet en hellig krig mod din og min dovne dej-krop.

Det er dit og mit uendelige, umulige, ulidelige hellness af skyld og skam.