Hvis man var et rumvæsen, der netop var ankommet til planeten Jorden med kurs mod Danmark - og herefter havde givet sig til at se TV og læse aviser nonstop - så er det mit bedste gæt, at man ville ræsonnere, at det at have et job er en plage. En aktivitet, det gælder om at holde sig fra, fordi arbejdet gør jordboerne nedslidte, tapper dem for energi og forringer sundheden. Faktisk burde man forbyde det.

Følger man den danske debat om nødvendige reformer for tiden, er det som om, at der er ved at opstå en myte, hvor arbejde er et onde. Hvorfor ellers så meget modstand mod (nødvendige) reformer på arbejdsmarkedet?

Det er en ærgerlig debat, der bør give stof til eftertanke hos os alle sammen. I den fase, som debatten befinder sig i lige nu, er det måske passende, at vi lige minder os selv og hinanden om, at det rent faktisk er sundhedsfremmende at have et arbejde - ikke den anden vej rundt.

Selv om arbejdet i konkrete tilfælde kan være sundhedsmæssigt belastende, har arbejdet også en positiv indflydelse på vores sundhedstilstand, og dermed er der altså ikke et modsætningsforhold mellem at arbejde og have det godt. Tværtimod.

Det skyldes ikke mindst, at en lang række forhold for danske lønmodtagere er blevet forbedret systematisk gennem årtier.

Det er ikke blot noget, jeg siger, men noget som lønmodtagerne selv mærker: Således kan man i European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions (2010) se, at danske medarbejdere i måling efter måling er de mest tilfredse i europæisk sammenhæng med deres arbejdsplads, hvor 49 procent er meget tilfredse og 46 procent er tilfredse med deres arbejdsliv.

Det er jeg, som repræsentant for erhvervslivets arbejdsgivere, utrolig glad for at høre. Glade, tilfredse, veloplagte, sunde og friske medarbejdere øger produktiviteten og er en virksomheds allervigtigste aktiv.

Derfor har arbejdsgivere en naturlig interesse i at sikre medarbejdernes trivsel. We do care!

Netop af den grund arbejder vi i bygge- og anlægsbranchen, som er en af de hårdest fysiske brancher at arbejde i, løbende for at forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte. Vi er ikke i mål, men vi er nået et langt stykke.

Vi er gået fra, at byggepladser var et sted, hvor man arbejdede mange, mange timer hver dag, og hvor arbejdet var manuelt. Der blev slæbt sække, der blev trukket vogne, der blev bøjet, strakt og vredet. Bare hele stilladsområdet er gået fra manuelt arbejde, hvor man bruger en manuelt håndteret talje - det såkaldte cykelhjul - for at få materialer op i højden, til nu at være byttet ud med henholdsvis en lille automatisk drevet elhejs og Herlev-hejset, en elevator til materialer.

Murerarbejde er også sket manuelt med lange skift, hvor de ansatte tidligere arbejdede over skulderhøjde og under knæene, som var nedslidende, men hvor man nu kun bruger bevægeapparatet fra knæ til skuldre. Branchen har selv lavet masser af aftaler, der har mindsket nedslidning. Fx har vi nu mindre tagpapruller, mindre tagplader, mindre traller (det er de dæk, man går på) til murstilladser, stående gulvlægning etc. Alt sammen noget, der har gjort arbejdet betydeligt lettere end tidligere.

Med dette forsøger jeg ikke at udstille det som om, at byggeerhvervet er nemt fysisk arbejde. Overhovedet ikke. Men vi er trods alt nået ganske langt gennem de seneste årtier på arbejdsmiljødelen. Når vi i en af de hårdeste brancher rent fysisk har gennemgået en så massiv udvikling, hvordan ser det så ikke ud i andre brancher, der trods er mindre hårde end vores?

I dag taler vi om CSR, seniorordninger, barnets 1. sygedag, fem ugers ferie, fem feriefridage osv., og arbejdsmiljø er blevet en central del af samarbejdsudvalgenes mødepunkter.

Kort sagt, er arbejdslivet noget ganske andet i dag end det var tidligere. Danskerne lever i dag længere end man gjorde tidligere, og vi får ikke kun flere leveår, men også flere gode leveår, hvor helbredet er godt. Derfor giver det i 2011 ikke mening, når fagbevægelsen hænger sig i fortidens tilstande og kommer med skræmmekampagner af rynkede hænder, der skal arbejde, til de segner - som befandt vi os på Pelle Erobrerens tid.

Arbejdsmarkedets største udfordringer har flyttet sig, og derfor giver det ikke mening, når de faglige organisationer spejler fremtidens virkelighed med fortidens arbejdsliv.

At være imod reformer på arbejdsmarkedet i 2011, som fagbevægelsen, bevirker, at Danmark taber velstand. Det skyldes, at den offentlige økonomi ikke hænger sammen, og vi kommer til at mangle arbejdskraft om få år. Her er reformer, hvor vi får en senere tilbagetrækningsalder, den rette medicin for erhvervslivet og - ikke mindst - for at pengene passer i Finansministeriet.

Tabt velstand er ikke bare noget, der går ud over økonomers nattesøvn. Det får en meget konkret og dyster betydning for de mange lønmodtagere, som fagbevægelsen varetager interesserne for - samtidig med, at det går ud over den velfærd, som vi alle holder af og sætter pris på. Det burde bekymre de faglige organisationer lige så meget, som det bekymrer os arbejdsgivere. We do care - gør fagbevægelsen?