Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Wahlgren og Dionysos-kulten

Eva Agnete Selsing: Anna Wahlgren er nok detroniseret som forældreikon, men hendes tilgang til forældreskabet er tydeligt aflæselig i det moderne mor-far-segment. 29. maj udkom Felicia Feldts ventede bog om sin opvækst under mor, børneopdragelsesguru Anna Wahlgren.

Eva Agnete Selsing, Filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Feldts værk er et dokumentarium over moderens svigt, som manifesterer sig i både vold, misbrug og overgreb på børnene fra hendes mange elskere. Barndomshjemmene - de flyttede 18 gange på 18 år - var lysthuse for strømmen af overvintrede 68ere, som var fast inventar hos Wahlgren. At ungerne sultede, blev lukket ude i kulden, når mor skulle skrive, at de blev slået, og hvad der ellers foregik af klamheder i det frigjorte hjem - alt sammen var, som en tidligere gæst og deltager i de frigjorte festligheder hos Wahlgren meddeler, tydeligt for det seende øje. Og alligevel sagde ingen noget. Ingen gjorde noget. For man ville gerne komme i det smarte bohêmeselskab blandt forfattere, kunstnere og andre spændende karakterer.

Wahlgren var avantgarde som modertype. Tilhørende den skrivende, kulturelle overklasse, der festede og ikke lod sin livsudfoldelse begrænse af et par børn eller ni. Som sådan en ekstrem; og alligevel typevis - i mere eller mindre skarp gengivelse - genkendelig i dagens forældrelandskab, hvor det er comme il faut at sætte egne, subsidiært ’samfundets,’ behov, over børnenes. Ikke dermed sagt, at der er Wahlgren’er alle vegne, men libertiner- eller bohêmetilgangen til forældreskabet er i dag sivet ned til resten af samfundet og er blevet folkeeje.

For bohêmen er mors og fars lykke omdrejningspunktet. Rationalet er, at »hvis jeg ikke er glad, kan jeg ikke være en god forælder«. Carpe diem - lykke nu. Libertinerlivets, eller hvad der engang formedelst tilhørte ungdommen, fristelser bør ikke afsværges med henvisning til noget så gammeldags som børn, ægteskab og forpligtelser. Så er man nemlig reaktionær. Uddateret. En dinosaur, der ikke har forstået, at vi faktisk lever i 2012. Hvor alle har ret til at være glade nu. Lige nu.

Af samme grund er selvrealisering afgørende for den moderne bohême, med eller uden børn. Jeg skal være glad, og det bliver jeg kun, hvis jeg lever autentisk, altså i overensstemmelse med mine inklinationer. Karrieremæssigt, parforholdsmæssigt, forældremæssigt. Den narcissistiske forælder, som er vokset op med de LSD-påvirkede 70eres norm- og kravløse voksenideal, ser derfor barnet som en slags fodlænke, i overført betydning. En hindring for den dionysiske livsudfoldelse. Man skal ikke »gå på kompromis med sig selv« - mantraet, som snart sagt enhver professionel navlepiller har lært at stave til. Hvis man ikke er glad ved at passe sit lille barn, skal man da bare lade være. Behovsudsættelse er ikke en vogue.

Men Wahlgrens datter er virkeligheden, der hævner sig. Det samme, som det, vi har set i den danske vuggestuedebat. Virkeligheden venter derude. Den er der, selv når libertinerfesten overdøver den. Børnene har behov, der går ud over mor og fars jagt på lykken i karrieren, i parforholdene og i forbrugslivet. For libertineren er barnet i mange henseender en begrænsning - og denne tilgang til de små har konsekvenser. Dionysoskultens selvdyrkelse er ikke omkostningsfri. Når festen er slut, skal regningen betales.