Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vredens politiske tidsalder er kun lige begyndt

Christian Foldager Fold sammen
Læs mere

Det seneste år har været endnu et annus horribilis for den politiske elite i den vestlige verden, der har tabt valg på stribe til protestpartier, politiske outsidere og populister. De nye politiske vinde har rystet det politiske system i dets grundvold og skabt en historisk politisk ustabilitet.

Gennemgående for alle valg er en række historiske forandringer, hvor den afgørende uden tvivl er finanskrisen, der har fremskyndet globaliseringens langsomme udmagring af den vestlige middelkasse. En middelklasse, der i årtier har været på vej mod sammenbrud på grund af international konkurrence, arbejdskraftindvandring og gæld.

I alle vestlige lande har eliten i årene efter finanskrisen tvunget middelklassen til at betale for finanskrisen i form af velfærdsnedskæringer og udhuling af det sociale sikkerhedsnet. Samtidig har udviklingen på arbejdsmarkedet været dramatisk med faldende realløn for store dele af middelklassen og stadigt mere prekære arbejdsvilkår med midlertidige ansættelser.

Den stigende utryghed har ikke overraskende fostret en enorm vrede mod eliten. En vrede, der kun er blevet større af den stigende ulighed og elitens store lønfremgang siden finanskrisen. Udviklingen har medført massive protester fra middelklassen, der ved de seneste års valg har afvist elitens politik ved at stemme dem ud af regeringskontorerne.

I et større billede handler den politiske krise om fundamentet for den vestlige verdens samfundsorden, der i efterkrigstiden har beroet på social og økonomisk lighed. Den sociale kontrakt har i årtier været forankret i løftet om, at alle gennem hårdt arbejde og uddannelse ville få andel i den økonomiske vækst og blive en del af middelklassen. Det løfte er smuldret til ukendelighed efter finanskrisen, og mange i middelklassen føler sig hægtet af et økonomisk system, der opfattes som »rigged« til elitens fordel.

Det er i det lys ikke overraskende, at flertallet i de vestlige lande ifølge flere målinger mener, at deres land er på vej i den forkerte retning, og at deres børn vil få et dårligere liv end de selv. De samme målinger viser indtil videre også, at flertallet fortsat tror på, at udviklingen kan vendes. Uden det håb ville den sociale kontrakt være endegyldigt brudt, og ingen politiske ledere har formået at formulere en ny vision for den vestlige samfundsorden. De nye populister taler alle om en fornyelse af den gamle kontrakt og genetablering af efterkrigstidens løfte om velstand til alle.

Vreden vil først for alvor blive farlig, når flertallet indser, at efterkrigstidens sociale kontrakt aldrig kan genetableres. De vestlige lande vil i de næste mange årtier være i dyb krise, tynget af lav vækst og hårdt pressede offentlige finanser på grund af ældrebyrden. Udfordringen for eliten bliver at tæmme vælgernes vrede over en faldende levestandard. Alt taler således for, at vredens politiske tidsalder kun lige er begyndt.

Christian Foldager er cand.mag. i historie og samfundsfag.