Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores socialpolitik er en gammel Skoda

Vores socialpolitik er alt for kortsigtet. Den er præget af for megen dyr symptombehandling og for lidt forebyggelse. Vi må bort fra den kortsigtede satspulje-styring og lære af Sveriges positive erfaringer med at styrke forebyggelse.

Pernille Rosenkrantz-Theil Fold sammen
Læs mere

Hvis den socialpolitik, vi fører her i landet, var en bil, ville det være en gammel Skoda. Lidt rusten med lidt slør i rattet og måske kun i stand til at klare næste syn. Og hvis man kendte ejeren, ville man sige, at det nok var på tide at få anskaffet en ny bil. Måske endda en elbil, der var bedre for miljøet og pengepungen. Ja, det ville selvfølgelig være en større udskrivning her og nu. Men i det lange løb ville investeringen betale sig.

Vores socialpolitik er alt for kortsigtet. Den er præget af for megen dyr symptombehandling og for lidt forebyggelse. Det er, som om den helt almindelige barnelærdom om, at det er bedre at tage problemerne i opløbet, ikke er slået igennem.

Når vi taler sundhedspolitik, er det efterhånden blevet mere normalt at tale om forebyggelse, fordi det både er bedre for den enkelte og billigere for samfundet at forebygge end at behandle. Men på socialområdet har vi hængt i bremsen. For nok er der masser af hjerte i vores lands socialpolitik. Men der mangler mere hjerne – som ufatteligt mange, der arbejder i felten, den ene gang efter den anden gør opmærksom på.

Men fra politisk hold bremser vi dem i at forebygge, inden skaden sker – selvom de påpeger, at det er det mest hensigtsmæssige. Det er derfor, at jeg efterlyser en ny socialpolitik. En socialpolitik med hjerte og hjerne.

En stor del af problemet er, at meget af vores socialpolitik føres ud fra den såkaldte satspulje. En pulje, som Poul Schlüter oprettede for 25 år siden, og som er vokset vildt lige siden. Sammen med de utallige andre puljer og kasser finansierer satspuljen store dele af de sociale indsatser som to-treårige projekter. Og netop den korte tidshorisont er et stort selvstændigt problem. For vi kommer jo desværre ikke eftervirkningerne af incest til livs på så kort tid, og vi får i sagens natur heller ikke dækket den helt unge psykisk sårbare mors behov for støtte gennem barnets opvækst, hvis projekterne lukker, når barnet fylder tre år.

Så ufatteligt mange gode projekter er blevet startet, personale er blevet ansat, og relationer til udsatte grupper er blevet knyttet – og så er projekterne blevet lukket. På den måde er viden og vigtige sociale relationer mellem udsatte og systemet gået tabt igen.

Men hvad er løsningen så? Hvordan kommer vi ud af den kortsigtede puljestyring, hvor vi styrter rundt og prøver at slukke brandene frem for at forebygge, at de opstår? Jeg er overbevist om, at vi skal finde en del af svaret ved at kigge over Øresund. Og heldigvis har flere danske kommuner allerede gjort det, som vi politikere på Christiansborg har været for langsomme til, nemlig lære af svenskernes erfaringer og prøve at efterligne eksempelvis deres model for børnesager, der handler om styrket sagsbehandling, tidsbegrænsede anbringelser og ikke mindst fokus på forebyggelse, helhedsorientering og faglighed.

Mange har ladet sig inspirere af Borås Kommune i Sverige. F.eks. Herning Kommune, der har startet et projekt, hvor man efter svensk forbillede har halveret det antal sager, som hver socialrådgiver har på sit bord. Fra at hver socialrådgiver normalt havde 45-65 børnesager, har de nu kun 20-25 sager.

Det har selvfølgelig betydet, at kommunen har været nødt til at ansætte flere socialrådgivere. Fra at have fire socialrådgivere ansat i projektet, har de derfor nu otte. Og det betalte sig allerede året efter for kommunen. Ikke bare menneskeligt, men også i kroner og øre. Simpelthen fordi socialrådgiverne fik færre sager, omlagde deres arbejde og dermed fik mulighed for at gribe ind tidligere.

Det er den vej, vi skal gå med socialpolitikken – hele socialpolitikken. Ikke kun børneområdet. Også inden for misbrug, senfølger efter incest, psykisk sårbarhed, vold og mange andre problemer og fænomener.

Vi skal gribe ind, inden mennesker og familiers problemer vokser sig store og bider sig fast. Vi skal investere.

Derfor gik vi socialdemokrater også ind til dette års satspuljeforhandlinger med et klart ønske: Vi skulle prøve at gøre op med den hoppen fra tue til tue, der har været hidtil. I stedet skulle vi afsætte 100 mio. kr. – et utroligt stort beløb i satspuljesammenhæng – til at udbrede modellen fra Sverige og Herning til andre kommuner her i landet. Det kom vi igennem med i år, og det kan jeg stadig ikke få armene ned over.

Derudover har vi fået forhandlet en pulje på fem mio. kr. til udvikling og videreudvikling af økonomiske modeller som Skandia-modellen. Denne model, som også oprindeligt kommer fra Sverige, går ud på at beregne de økonomiske langtidseffekter af tidlige investeringer i forebyggelse på det sociale område.

For selvom det er sund fornuft at forebygge, også på det sociale område, så kan det alligevel være sin sag at få det til at give mening i en kommunal budget-logik, hvor investeringer i en forvaltning måske tjener sig hjem i en anden forvaltning. F.eks. større investeringer i socialforvaltningen, som tjener sig hjem i beskæftigelsesforvaltningen, fordi de udsatte børn på lang sigt mindsker risikoen for at havne på overførselsindkomst.

Jeg ved godt, at vi på ingen måde er i mål, bare fordi vi indgik en sjældent langsigtet og ambitiøs satspuljeaftale i år. Men jeg håber, at aftalen kan være et første skridt. Et første skridt til at indføre en socialpolitik, hvor vi skifter symptombehandling ud med forebyggelse. En socialpolitik, hvor vi begynder at tale om sociale investeringer frem for sociale udgifter. En socialpolitik, hvor mantraet er »invester, før det sker«.

Det er min mission, og det er Socialdemokratiets mission.

Vi har kaldt det »at arbejde med en dobbelt bundlinje«. Det betyder ganske enkelt, at økonomisk ansvarlighed og social retfærdighed skal gå hånd i hånd. De er hinandens forudsætninger. Det er økonomisk ansvarligt at investere, før det sker – og det er i sagens natur socialt retfærdigt.