Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores religiøse instinkter bør ikke stimuleres

Anders Petersen
Læs mere
Fold sammen

Vi trasker stadig rundt i diskussionen om Guds mulige eksistens her mere end 150 år efter, at Charles Darwin med »Arternes oprindelse« fremførte en ikke-tilbagebevist teori, der sprængte Gud til atomer – bogstaveligt talt. Senest med indlægget af Keld Holm 11. marts, der slutter med, at tvivlen skal komme et højere væsen – hans gud – til gode.

Men skal den nu også det? Er mennesket skabt af et ko(s)misk, hyperkomplekst væsen, hvis eksistens og virkemåde på universet, Jorden og mennesket, ingen kan og orker at forklare – eller er vi i stedet et produkt af evolution ved naturlig selektion ligesom alt andet liv, der over lang tid har udviklet sig?

Teorien, som Darwin søsatte på min tipoldefars tid, er til dato det eneste underbyggede bud, vi har på menneskets eksistens, inklusiv menneskets trang til religion. Ja, evolution forklarer, hvorfor mennesket har udviklet religion. Når religiøse siger, at deres tro ligger i deres DNA, aner de ikke, hvor meget ret de har. Eller også gør de og nyder med klukkende latter deres oprørske joke.

Mennesker, der har udviklet et instinkt for religion, har haft en fordel i konkurrencen mod ikke-religiøse menneske. For der er masser af fordele ved religion, når hver dag er en kamp om overlevelse mod andre individer samt – særligt vigtigt – andre grupper af individer.

Religiøse ledere har fordel

For mennesket er et socialt dyr, og vi har udviklet os i tætte grupper af andre individer, hvilket har formet vores behov, instinkter og natur.

Religiøse ledere har haft – og har måske stadig – nemmere ved at overbevise deres følgere om at gå i krig og udrydde andre grupper. Det virker ikke tiltalende, hvis følgerne skal gå i krig for, at lederen kan vinde prestige, penge og kvinder, men hvis det er for »en højere magt«, der kalder en til det og ovenikøbet også har skabt én, så er det nemmere at få organiseret en koalition af andre individer til at støtte én og bekrige andre grupper for territorium, adgang til ressourcer osv.

Ikke-religiøse ledere har skullet få deres følgere til at kæmpe for sig uden denne appel om et »større formål«. Og følgerne har nok kunnet gennemskue, hvad der virkelig lå lederen på sinde, når ikke de blev forført.

Religiøse ledere og deres følgere har derfor med tiden udryddet mennesker, der ikke i mindre grad har været disponeret for religion. Et glimrende eksempel findes i Det Gamle Testamente, hvor »Guds udvalgte Folk« foretager etnisk og religiøs udrensning af andre folkeslag i Guds navn.

Et gen i mennesket – udviklet og forfinet over evolutionær tid – der er kodet for en stærk tro på noget, der ikke har været lederens egeninteresse, men en blind tro på et højere væsen, har derfor fået lov til at sprede sig i populationen af mennesker.

Menneskets natur består naturligvis af andre gener end dette, og graden af religiøs tilbøjelighed afhænger af andre gener. Når visse mennesker er mindre modtagelige over for fornuft, er det dermed ikke noget, man kan klandre dem for. Ingen kan få skyld for deres gener. Men gener er selvfølgelig ikke alt.

Omgivelserne spiller også en rolle. Og den del af hjernen, der styrer vores »bevidsthed«, kan modtage information udefra og justere opfattelsen.

Så selv om man har sine gener imod sig, når det kommer til at forkaste sine religiøse omklamren, så er det muligt.

Håber på færre religiøse

Darwin selv læste i sine unge år teologi og var religiøs. Dengang var det dog svært offentligt at »komme ud af skabet«, men heldigvis er det – når det kommer til kristendommen i det mindste – ikke forbundet med livsfare at kritisere religion i dag.

Derfor tror og håber jeg, at der med tiden vil være færre og færre religiøse mennesker. På trods af fordelen ved at kunne samles om en illusorisk, (ikke-)egoistisk højere magt til at kunne plyndre andre grupper, er menneskets gener flere og bedre end dette.

Antallet af danskere, der får taget sig sammen til at melde sig ud af Folkekirken, er stigende. Dog er der nok en overgang, hvor folk søger andre kilder til at opfylde deres religiøse behov, men mon ikke fornuftsdelen i mennesket til sidst får overtaget?

Omgivelserne sender information til generne om, hvordan bevidstheden skal opfatte verden. Et gavnligt signal til vores bevidsthed ville være at skrue ned for den religiøse stimuli i det hele taget. Sekularisering ved adskillelse af kirke og stat ville være et oplagt første skridt. Hertil mere oplysning om menneskets eksistens og natur ved naturlig selektion.

Genet til religiøse instinkter er kun en fordel rent overlevelses- og udryddelsesmæssigt i bedste den-stærkeste-overlever-terminologi, men skaber ikke samhørighed mennesker imellem – og da slet ikke, hvis vi skal fortsætte den samme diskussion 150 år mere om hvis guddommelige fantasivæsen, der i vores opfattelse skal have lov at lade tvivlen komme den til gode.