Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores penge

Du betaler til det, du synes. Jeg betaler til det, jeg synes. Ingen yderligere argumentation er påkrævet. Enhver dømmer bedst selv. Hyper-individualisering. Total og aldeles singulariseret identitet. Sat på spidsen: Royalisterne betaler til kongehuset. De syge og pårørende til hospitalerne. Teatergængerne til teatret.

Ballet - er det kun ballet-interesserede, der skal betale for balletten? FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vil du betale til kongehuset? Vil du betale til Dovne Robert? Vil du betale til motorvejene? Vil du betale til opera? Vil du virkelig bruge dine penge på dette og hint? Sådan spørges der efterhånden ofte i den politiske debat. Når der tales om, hvorledes statens finanser skal anvendes, lyder både anslag og omkvæd i dit og mit. Men har udtrykket »du og jeg« samme betydning som »vi«? Og får betegnelsen »dine og mine penge« samme diskussions-implikationer som »vores«?

»Vi« har ordret mere end én betydning. Eksempelvis vi to, der taler sammen nu. Eller vi to, der taler sammen nu plus tredje part – det øvrige fællesskab. Betydningen af vi kan altså ikke reduceres til betydningen af du og jeg. På samme måde er dit og mit ikke identisk med vores.

Talemåden dit og mit udelukker, i modsætning til vores, på forhånd overvejelser om tredjeparten – det større fællesskab.

Ganske mange småvendinger, i den politiske sprogbrug, accepteres blindt som selvfølgelige, hvis blot de gentages uimodsagt og konsekvent. Forskelle kan forekomme så minimale, at de er ligegyldige. Men det er netop sådan, der kan manipuleres. Små umærkelige skred i sproget ændrer vores forventninger og er medbestemmende for, hvor slaget skal stå. De afgør, hvor diskussionen tager sit udgangspunkt.

I dit og mit pointeres et modsætningsforhold: mig mod »de andre«. Det peger mod én løsning. Du betaler til det, du synes. Jeg betaler til det, jeg synes. Ingen yderligere argumentation er påkrævet. Enhver dømmer bedst selv. Hyper-individualisering. Total og aldeles singulariseret identitet. Sat på spidsen: Royalisterne betaler til kongehuset. De syge og pårørende til hospitalerne. Teatergængerne til teatret.

Begrundelser får udgangspunkt i den enkeltes præferencer. »Jeg synes og vil« er nemlig et tilstrækkeligt argument, når det gælder, hvad der er mit. Derfor bliver politisk debat reduceret til meninger, for det er nok at være selvoverbevist.

Blandt politiske diskussioner er skatteniveau-diskussionen undtagelsen, den handler vitterlig om egne penge. Hvor meget ønsker den enkelte borger systematisk at overlevere til fællesskabet. Svaret afhænger af samfundsidealet. Men når det gælder prioriteringerne af den fælles pulje – stor eller lille – så er det klar tale, at tale om vores.

At dele er ikke kun at dele over, at udskille, at opdele. At dele er også at være fælles. Udgangspunkt i dit og mit blokerer for, at diskussioner overhovedet sigter på en større sammenhæng. Der er således forskel på at spørge: Hvad vil jeg have for mine penge? Og: Hvilket samfund vil jeg med vores fælles midler? Første ligner en privatøkonomisk overvejelse, andet en politisk. Sidste må besvares i spændingsfeltet mellem egne interesser og mere almene overvejelser, også om andre menneskers liv. Mennesker med et andetog anderledes udgangspunkt end eget. Det tvinger ikke til hensyn til andre, men inkluderer som minimum overvejelser om andre i argumentationen. Derved er jeg-alene-synes-argumenter ikke længere tilstrækkelige.

Det er vores fælles midler, der forvaltes af de folkevalgte. Uanset jeg ikke vil eller har stemt på dem alle. Det er kompromisets kunst. Det er demokrati. Ingen får helt, hvad de vil have. Men vi har et samfund, hvor alle har en stemme. Derfor er kunst, skoler og anskaffelsen af militærfly et fællesanliggende og prioriteringerne derimellem kræver argumenter.