Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores pædagoger skal have gejst

Trine Schaltz og Anne Vang: Vi skal også være de første til at erkende, at det sagtens kan gøres bedre i mange daginstitutioner, og at debatten om pædagogisk kvalitet er vigtig. Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang reagerer på Berlingskes artikler.

Konklusionen var hård og reaktionerne mange: »Vuggestuebørn ned til ti måneder lukker ned for deres følelsesliv og bliver apatiske børnezombier, fordi de igen og igen bliver mødt med ligegyldighed og afvisning af pædagogerne.« Sådan lød dommen fra Ole Henrik Hansen, forskeren bag en ny ph.d.-afhandling om tilstanden i de danske vuggestuer.

Mange har benyttet lejligheden til at stille spørgsmålstegn ved vuggestuepædagogernes evne til at udføre deres arbejde. I København er vi ikke i tvivl. Vores pædagoger er dygtige, og deres faglighed fortjener at blive taget seriøst. Men vi skal også være de første til at erkende, at det sagtens kan gøres bedre i mange daginstitutioner, og at debatten om pædagogisk kvalitet er vigtig.

I København har den været i gang længe. Her har vi nedsat et Pædagogisk Kvalitetsudvalg, hvor fagfolk - både eksperter og praktikere - kommer med konkrete bud på, hvordan vi kan løfte den pædagogiske kvalitet i vores vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Kvalitetsudvalget afrapporterer først til sommer - men vi vil gerne løfte sløret en lille smule for, hvilken retning arbejdet bevæger sig i. Samt ikke mindst, hvordan vi politisk kommer til at følge det op. Vi vil fremlægge en pakke, der består af fem hovedelementer.

For det første skal vi styrke vores ledelse i daginstitutionerne. Mens der arbejdes systematisk med DJØF-ledelse overalt i den offentlige sektor, er vi på daginstitutionsområdet slet ikke gode nok til at styrke den faglige ledelse. Det er et problem, for ledelse er alfa og omega for en daginstitutions kvalitet:

Om lederen har en retning, en vision og en klar strategi for at forfølge den. Om lederen formår at skabe trivsel og et lavt sygefravær blandt medarbejderne. Om lederen formår at få forældregruppen til at spille med - og sideløbende have fod på økonomien. Det er ikke få bolde, daginstitutionslederen skal jonglere. Vi skal sikre, at han eller hun er rustet til opgaven.

Derfor skal vi iværksætte dels et opkvalificeringsprogram og dels et ledelsestalentudviklingsprogram for daginstitutionsledere.

For det andet skal vi skabe gejst blandt pædagogerne på rød og blå stue. Det er fantastisk at besøge en daginstitution, hvor personalet brænder for sagen -  og ikke mindst at høre om deres pædagogiske refleksioner om arbejdet med børnene. Så er det næsten mindre vigtigt, hvad den pædagogiske refleksion munder ud i.

Vi har besøgt Matameo-børnehaver, daginstitutioner med fokus på dialogisk oplæsning, idrætsbørnehaver og meget mere. Alle sammen gode daginstitutioner med en klar retning. Der, hvor det ikke fungerer, er der, hvor den pædagogiske refleksion er fraværende. Hvor pasning ender med at blive det, pædagogerne med et brutalt udtryk kalder ’råpasning’.

Her skal der skabes noget gejst. Kvalitetsudvalget arbejder med en styrkelse af pædagogiske refleksionsrum som den pædagogiske dag, job-swop-ordninger, efteruddannelse til pædagogerne qua aktionslæring og et særligt dialogkoncept for faglig udvikling.

For det tredje skal vi lave en social omfordelingsreform for vores daginstitutioner. Alle børn skal ses og høres - og vi har en særlig forpligtelse over for de børn, hvis forældre ikke har ressourcer til at lære dem at klare sig videre i livet. Desværre er der ofte mindst tid til netop de børn. For i nogle børnehaver hedder børnene Anton og Mynte, de kan selv binde snørebånd, og de sidder pænt og spiser. I andre børnehaver er der socialsager på rigtig mange af børnene, der skal ansættes tolke til at kommunikere med forældrene, og der bruges rigtig mange kræfter på at lære børnene basale færdigheder for at klare sig socialt.

De sidstnævnte børnehaver skal have flere pædagoger ansat for at klare opgaven. Derfor skal vi lave en egentlig social normeringsmodel.

For det fjerde skal pædagogerne understøttes af de rigtige fagpersoner, hvis der er problemer i børnenes hjem. Det duer ikke, at nogle børn får lov at sejle, fordi vores system ikke er skruet ordentligt sammen. Vi skal have et tættere samspil mellem vores pædagoger og børnesundhedsplejen - og så skal der være tilknyttet en socialrådgiver til hver eneste daginstitution, så det at have et barn i vanskeligheder ikke indebærer, at pædagogerne skal kæmpe med et socialt system, de ikke kender og oplever som tungt og ugennemskueligt.Endelig og for det femte skal vi have forskning tilknyttet alle initiativerne.

Der findes alt for lidt forskning på børneområdet - og det er paradoksalt, når vi ved, at det er her, vi for alvor rykker i forhold til at give vores børn mulighed for at klare sig godt senere i livet. Derfor kommer Kvalitetsudvalget til at foreslå et tæt samarbejde mellem universitetsverdenen og en række københavnske daginstitutioner. Vi er klar til at rykke på den faglige kvalitetsudvikling af området. Lad dette debatindlæg være en åben invitation til de øvrige kommuner om at være med.