Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores fortid, vores samtid

Lars Östman, filosof Fold sammen
Læs mere

I sidste uge viste DR Unsere Mütter, unsere Väter (2013): En glimrende trilogi om fem unge, tyske venners forskellige skæbner under Anden Verdenskrig.

Det er ganske rigtigt, at der er stereotyper: Den jødiske familiefar har egen virksomhed (skrædderi) og er den arbejdsomme »Über-tysker«, mens SS-officeren er en bestialsk voldspsykopat. Så det er ikke i de primære fokusområder, hvad angår Anden Verdenskrig – SS og jødeudryddelsen – man skal gøre sig forhåbninger om nytænkning. Tyskland er jo også kun netop kommet over Der Untergang (2004). Men der er tegn på nyancer: De skal findes i middelklassen og blandt de unge, tyske værnepligtige. Castingen er mangefacetteret, og soldaterne så forskellige som de givne rammer nu engang kan tillade, og det virker troværdigt.

MAN ER SKEPTISK, når bogormen Friedhelm (der holder af Ernst Jünger) fremstilles som den fornuftige, som den, der allerede inden det hele går i gang kan se galskaben (»krigen får det værste frem i os«). Og ligeledes den til fronten nyankomne nr. 1 (som han kaldes, da han snart skal dø, hvorfor ingen årsag findes for at gøre sig den ulejlighed at lære hans navn), der har måttet udskyde sit universitetsstudium for at kæmpe for det III Rige. Han vil gerne læse historie og filosofi hos filosoffen Martin Heidegger i Freiburg. Men det er netop disse tilsyneladende underspillede fraser, der er centrale. For i baghovedet ligger ikke mindst de mange bogafbrændinger i Tyskland 10. maj 1933, arrangeret af Goebbels »imod den utyske ånd«, og som netop havde unge universitetsstuderende i centrum. Foran berlinske og mange andre universiteter brændte studerende bøger af Marx, Freud og andet kommunistisk og jødisk »smudslitteratur«. Man bør huske, at NSDAP var et middelklasseparti, og derfor talte universitetsansatte og borgerskabet i højt antal. Det er den samme klasse, der stod bag den franske revolution og den nationalsocialistiske. Partiet var først og fremmest nationalsocialistisk og dernæst (i ubetydelig grad) et arbejderparti – nødvendig for oprustningen. Skønt uden at vide det, får man ikke indtrykket, at Friedhelm og nr. 1 har deltaget i disse aktiviteter. Hertil kommer, at vennen Viktor, én af de fem venner, er jøde. Med andre ord, disse to unge mænd er hverken anti-semitter eller nationalsocialister. De er soldater og skal i krig for at tjene fædrelandet. Det gør de så.

BRUGEN AF JÜNGER og Heidegger i Unsere Mütter, unsere Väter – navne der tilsammen kun nævnes tre gange – gør skildringen af de unge værnepligtiges personer nyanceret og interessant. Jünger var kaptajn i Wehrmacht, og Heidegger var fra den spæde start til maj 1945 medlem af NSDAP og syntes derfor overbevist om politikken. Ikke mindst som et karriereskub. Alligevel er Jünger en af de største, tyske forfattere og Heidegger det 20. århundredes største tænker. Alligevel var de nationalsocialister.

En filmisk iscenesættelse af sådanne paradokser var utænkelig før Der Untergang (2004). Og hvem ved, måske Tyskland snart tør lave en film, der vover at medgive, at jøderne var andet end professorer og forretningsdrivende? At ikke alle SS’ere enten var en Schindler eller en Himmler? En film, der tør pege på det helt almindelige ved nationalsocialismen; det som Hannah Arendt kaldte ondskabens banalitet. Med Unsere Mütter, unsere Väter er denne nyancernes dør åbnet lidt mere på klem.