Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores forsvar er ringere end 9. april 1940

»Historieløsheden kombineret med en tro på, at vores fred og frihed kan tages for givet, er farlig og har blandt andet udmøntet sig i, at vi stort set ikke ejer en forsvarsevne af betydning.«

09debKlausKroll.jpg
Klaus Kroll Fold sammen
Læs mere

9. april 1940 var dagen, som en hel generation af danskere aldrig glemmer, da den oplevede, at Danmark blev besat af en fremmed magt, hvis ideologi var milevidt fra de danske værdier. Tiden har det med at udviske de ubehagelige minder, og for mange yngre danskere er historien om besættelsen blot noget, der skete engang og aldrig noget, der kan ske igen.

Historieløsheden kombineret med en tro på, at vores fred og frihed kan tages for givet, er farlig og har blandt andet udmøntet sig i, at vi stort set ikke ejer en forsvarsevne af betydning. Man kunne fristes til at kalde det danske forsvar en milits, der ikke rigtigt kan bruges til territorialforsvar eller som støtte til NATO-alliancen.

Læs også: Nyhedsoverblik - 9. april

Er Danmark truet? Næppe direkte. Er rigsfællesskabet? Måske. Er enkelte NATO-medlemmer truet, hvor vi har en forpligtelse til at hjælpe, hvis det brænder på? Ja, i høj grad. Uanset hvor og hvad den ydre trussel er, må det være en politisk forpligtelse at sørge for at opretholde et troværdigt forsvar, også selv om det kræver ikke uvæsentlige midler. Forsvaret er landets livsforsikring, og glemmer vi at betale præmien er prisen måske særdeles ubehagelig på den mellemlange bane.

Danmark råder i dag over 25-30 kampvogne, intet artilleri, intet luftværn, intet undervandsvåben og ingen mobiliserbare reservestyrker. Flåden kan knap bemande sine skibe, og hæren kan samles på en fodboldbane. Trykprøv gerne fakta.

Det er konservativt hjerteblod at fastholde en solid forsvarsevne, og det vil vi gøre til en fortsat mærkesag. Ikke blot er vi modstandere af fortsatte besparelser, vi mener faktisk, at det er rettidig omhu at øge bevillingerne til det danske forsvar, således at vi igen får et mobiliseringsforsvar, opgraderer vores panserenheder og investerer i det nødvendige artilleri, luftværn og kystnære skibskapaciteter. Dette skal sammenholdes med en kraftig udbygning af værnepligten og reduktion i administration i et forsvar, hvor langt størstedelen af styrken er civil, hvis eneste våben er en bærbar computer eller en hvæsset pen.

Læs også: »For altid vil 9. april 1940 stå som en skammens dag«

Vi kommer nok ikke til at se en opgradering af det danske forsvar til to procent af BNP, som NATO anbefaler ved næste forlig, men vi kan i det mindst sørge for at levere et anstændigt bidrag og dermed tage vores del af ansvaret. Under hele Den Kolde Krig lukrerede vi på, ,at briter og amerikanere stod klar til at forstærke Danmark, et ansvar vi nu deler med de baltiske og østeuropæiske lande, samt ikke mindst vores almindelige forpligtelse i Rigsfællesskabet.

Tilstanden af det danske forsvar er så kritisk, at vi ikke engang evner at have personel nok til at varetage sikkerheden på vores egne installationer i tilfælde af en tilspidset situation som eksempelvis et større terrorangreb. Bundlinjen er, at vi i 2015 står med et forsvar der er væsentligt ringere end 9. april 1940, og igen kan man høre det radikale og socialdemokratiske pacifistiske ekko. Historien har det med at gentage sig.