Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vores børn skal have digital forståelse - men vi skal ikke lade os styre

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Samfundsredaktør Bent Winther og jeg er helt enige om, at vi skal droppe it-hysteriet (Berlingske, 20.4). Vi er også rørende enige om, at bøgerne – den analoge undervisning – skal både fastholdes og styrkes.

Jeg mener derudover, at de generationer, der kommer efter Bent Winther og jeg, både som privatpersoner, som borgere og som del af arbejdsmarkedet skal uddannes til en verden, hvor teknologi er en præmis. Netop derfor er det vigtigt, at det også bliver en større del af undervisningen i skolerne.

Det gør vi ikke ved at lange eleverne iPads og efteruddanne lærerne i at bruge SmartBoard. Det har vi prøvet, og det kan slet, slet ikke stå alene. Det er derfor, jeg har nedsat den rådgivningsgruppe, som Bent Winther kritiserer.

I god undervisning trækker lærere på en række redskaber. Blandt andet IT. Når man bruger IT og teknologi i sin undervisning, skal der være et formål med det. Det er undervisning med teknologi. Så tager man didaktisk ejerskab over et undervisningsredskab. De digitale lærermidler kan eksempelvis noget særligt i forhold til differentieret undervisning.

Ligesom en lærer tager didaktisk ejerskab, når han eller hun beder eleverne om at slukke for telefonen og slå op på side 36. Der er masser af situationer, hvor de digitale lærermidler hverken kan eller skal erstatte det, som bøger, blyanter og linealer kan levere. Intet kunne ligge mig fjernere end at lave om på det.

Teknologi er en samfundspræmis, der er kommet for at blive. Derfor skal vi styrke den teknologiske forståelse i samfundet. Også i skolen. Målet er, at eleverne opnår grundlæggende teknologisk forståelse; en værktøjstilgang til IT og teknologi. For så kan de tage ejerskab til den.

Det opnår eleverne ikke ved at sidde og fedte med en iPad eller at blive undervist med et SmartBoard. Det får de ved at blive undervist i teknologi. Skolen og læreren skal styre IT – ikke lade sig styre af IT.

Det er derfor, jeg efterlyser et paradigmeskifte i den måde, vi bruger IT og teknologi i vores skoler og uddannelsessystemet som sådan. Og det er netop det, rådgivningsgruppen skal hjælpe med.

Der har været for lidt opmærksomhed på det politisk, og jeg mener, der er blevet arbejdet med det i overskriftform og gennem indkøb af tablets, computere og andre digitale værktøjer. Det efterlader lærerne alene uden klare mål for, hvad det er, vi ønsker at opnå.

Skolens opgave er at ruste og danne eleverne til den verden, som på godt og ondt præges af teknologi, og som vi ikke bare kan regne med, at de kan navigere problemfrit i.