Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vor Herres giftige blogger

Foto: Sofie Mathiassen. Fold sammen
Læs mere

I søndags læste jeg med betydelig forbløffelse pastor Lilleørs honorerede indlæg her i bladet om homovielser og menneskerettigheder. Pastoren går stærkt i rette med de medlemmer af folkekirken, der mener, at kirkens præster skal vie homoseksuelle.

Jeg har været medlem af folkekirken siden min dåb i 1950 og har de seneste 18 år levet i et registreret partnerskab med min mand, Claus Lautrup. Som MFer var jeg særdeles aktiv i kampen for loven om registreret partnerskab i 1989. Længere kunne vi ikke komme dengang bl.a. på grund af stærk modstand fra folkekirken. Det glædede mig derfor meget, da det lykkedes at få gennemført ægteskabet for homoseksuelle i 2012 – 23 år senere. Denne gang med støtte fra folkekirken – dog med den mærkværdige undtagelse, at præster, der ikke har lyst, kan sige nej til at udføre dette arbejde.

Dermed er jobbet som præst det eneste statslige job, hvor man kan sige nej til at udføre en del af det arbejde, som man er ansat til, fordi man ikke har lyst. Det støtter pastor Lilleør stærkt. Hun har den mærkelige selvforståelse, at jobbet som præst er et særligt, ophøjet embede. Men virkeligheden er da, at præster er ganske almindelige statslige lønmodtagere med fast månedsløn, evt. tjenestebolig samt pension efter statens almindelige regler. Der er ingen særlig guddommelig glamour eller ophøjethed over stillingen som præst.

Pastor Lilleør mener, at det er et korstog mod præster – man fornemmer det ophøjede – hvis Folketinget beslutter, at præster skal vie homoseksuelle ligesom alle andre. Og hun bevæger sig langt videre. Når nogen mener, at de formørkede præster, der ikke vil vie homoseksuelle, diskriminerer, er hun klar med et totalforsvar for denne åbenlyse diskrimination.

Komisk selvforherligelse

Hun betegner uden omsvøb de internationale menneskerettigheder som »en teoretisk spændetrøje« og »perverterede«. Hun anser omvendt et krav om, at præster skal udføre det arbejde, de er ansat til, som en krænkelse af dem. Det er en komisk selvforherligelse og en syg tankegang. Hvis en teolog ikke ønsker at arbejde som statsansat præst, kan vedkommende helt frit søge job som prædikant i mere formørkede menigheder eller et andet job, hvor vedkommende kan bruge sin uddannelse. Sådan er det jo i alle fag.

Jeg har altid haft den tro, at folkekirken står for medmenneskelighed, ansvarlighed og hjælpsomhed over for fattige, nødstedte og anderledes og en næstekærlighed, der rækker ud over familie og naboer.

Pastor Lilleørs formørkede menneskesyn og hendes hadefulde nedgøring af helt grundlæggende menneskerettigheder rokker ikke i sig selv ved min relation til folkekirken. Men jeg tror, at folkekirken skal tage sin evige traver om »rummelighed« op til revision. Hos ethvert rummeligt menneske har rummeligheden naturligvis en grænse – det bør en rummelig folkekirke også have. Ellers bliver rummeligheden og sidste ende folkekirken uden mening.