Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Voldtægt er ikke et grundvilkår!

»Men at vi ligefrem skal feje kvinders liv af bordet med en udtalelse, der lyder, som om vi skal acceptere voldtægt som et almindeligt grundvilkår for kvinder i krigshærgede områder eller på flugt?«

Bente Dalsbæk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der findes jo masser af områder i verden, hvor du i højere grad er udsat for voldtægt. Favelaerne i Brasilien er tilsvarende et område, hvor der er en høj risiko for at blive overfaldet på den måde.«

Sagt af Mette Reissmann (S) til dagbladet Politiken i forbindelse med lovforslaget om først at tillade familiesammenføring efter et år af kvinder fra Syrien, hvis mænd er flygtet herop. Undtagelserne i lovforslaget er to: enten, at flygtningen har passet en handicappet ægtefælle, eller at der er mindreårige syge børn i familien. Det, frygter f.eks. Institut for Menneskerettigheder, kommer til at koste liv og overgreb for de kvinder og børn, som ikke falder ind under undtagelserne.

Læs også: Nyhedsoverblik - Asylansøgere

Jeg må indrømme, at Mette Reissmanns udtalelse – dersom hun er citeret korrekt – gjorde mig meget forstemt. Baggrunden for, at manden flygter først, er ofte, at der ikke har været råd til, at hele familien tager af sted, hvorfor valget er faldet på manden, mens kvinderne efterlades i områder i eller i lejre lige uden for Syrien med børnene. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen fra det kaotiske Syrien flygter for sjov. Ligesom jeg ikke tror på, at nogen ægtemand synes det er særlig rart at efterlade kone og børn under omstændigheder, hvor det er mere end usikkert, om familien ses igen, eller hvor kvinder og børn udsættes for overgreb, mens man er væk. Væk, fordi man prøver at finde et fodfæste et andet sted, for derefter at kunne bringe sin familie i sikkerhed. Man skal altså ikke læse mange beretninger om overfyldte flygtningebåde, grove menneskesmuglere og flygtninge, der dør omkring én, mens man prøver at komme i sikkerhed, for at forstå, at det ikke er noget, man bare lige gør. Men at man derudover kan »normalisere«, hvilken sårbar situation de efterladte også er i, især kvinderne, det forstår jeg ikke. Slet ikke, at man kan finde det passende at sno sig uden om at forholde sig reelt til tingenes tilstand ved en sammenligning med andre steder, hvor kvinder også er udsatte.

Beretningerne fra flygtningelejrene i og omkring Syrien er veldokumenteret og dybt deprimerende. FN har flere gange påpeget, at voldtægt er et gennemgående »middel« i selve konflikten, ligesom voldtægt og seksuelle overgreb i flygtningelejrene ikke bare er en risiko, men hverdag.

Læs også: Regeringen slår fast: Flygtninge kan udvises til borgerkrig

Vi kan altid diskutere familiesammenføring, opholdstilladelser, længde og vilkår for opholdet. Det er klart for mig, at der må være nogle prioriteringer, og dem skal politikerne diskutere og finde den løsning, der nu er mandater til. Men at vi ligefrem skal feje kvinders liv af bordet med en udtalelse, der lyder, som om vi skal acceptere voldtægt som et almindeligt grundvilkår for kvinder i krigshærgede områder eller på flugt? Oven i købet fordi voldtægt eller fare for voldtægt er lige så hyppigt forekommende andre steder? Hvis det overhovedet er muligt at sætte tal på? Det sker i både Homs og Rio. Ergo: »sådan er det bare« – for både Aysa og Aydelina. Det er en flov udtalelse fra en politiker i et land, hvor kvinders rettigheder er øverst på listen over rettigheder, vi altid skal forsvare – hjemme såvel som ude.