Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Voldelig højreekstremisme er på fremmarch i USA

Antallet af hadforbrydelser og terrorangreb i USA er steget de seneste fire år, og det er oftere højreekstremister, som står bag. Trump og de sociale medier får skylden, men de er snarere et symptom end årsagen.

Robert Bowers' drab på 11 jøder i Tree of Life-synagogen i Pittsburgh er blot det mest blodige af den senere tids hadforbrydelser og terrorangreb begået af amerikanske højreekstremister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jared Wickerham/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2014 var omfanget af hadforbrydelser i USA det laveste, siden man begyndte at udarbejde national statistik i 1992. Men fra 2014 er udviklingen vendt og antallet af hadforbrydelser er steget markant. Også når det gælder terror, er der sket en stærkt bekymrende udvikling i USA. Ifølge nyhedssitet Quartz var der 65 terrorangreb i USA i 2017, mens der i ingen af årene 2005-2013 var flere end 20 terrorangreb. Og det er tilsyneladende højreekstremister, der står bag en væsentlig del af de værste hadforbrydelser og terrorangreb.

Jacob Mchangama Fold sammen
Læs mere

Mens det tidligere var islamister, der førte an, kan 37 af de 65 terrorangreb i 2017 henregnes til højreekstremisme. Og udviklingen synes at fortsætte med øget styrke. I oktober gik Robert Bowers ind i en synagoge i Pittsburgh, råbte antisemitiske skældsord og myrdede 11 jøder med koldt blod. To dage før Bowers' antisemitiske massemord skød og dræbte Gregory Bush to tilfældige ældre, sorte mænd i Louisville, Kentucky. Og det kunne nemt være endt endnu mere blodigt, for kort forinden havde Bush forsøgt at tiltvinge sig adgang til en kirke, hvis menighed består af afro-amerikanere. Samme måned blev den konservative Trump-tilhænger Cesar Altieri Sayoc anholdt for at have sendt brevbomber til en række Trump-kritiske politikere, journalister og borgerrettighedsforkæmpere.

Spørgsmålet er derfor, hvad der driver denne udvikling, og hvad der kan gøres ved den, inden den kommer ud af kontrol. Trump og sociale medier er oplagte syndebukke. Men den negative udvikling begyndte under Obama, og allerede i slutningen af 2013 havde Facebook langt over en milliard brugere. Så mens man muligvis ikke kan udelukke at Trump – eksempelvis via hans pinagtige reaktion på nazi-marchen i Charlottesville, der førte til mordet på en demonstrant – og sociale medier spiller en rolle, stikker udviklingen givetvis dybere end som så. Hadet på nettet – som også trives herhjemme – er snarere det mest synlige symptom end selve årsagen til, at sorte og jøder bliver ofre for højreekstremisme.

Men burde amerikanerne ikke i det mindste sørge for at lukke ned for hadet på diverse platforme? Det er sociale medier allerede godt i gang med, men den særligt robuste amerikanske beskyttelse af ytringsfriheden gør det umuligt at straffe racistiske og antisemitiske ytringer, medmindre de direkte opfordrer til eksempelvis vold eller terror. Og hvor der næppe kan være nogen tvivl om, at ytringer kan føre til handlinger – omend det er umuligt at forudsige præcis hvordan og hvornår – er det langtfra givet, at censur kan forhindre, at ord bliver til mord. Rent faktisk tyder en del forskning på, at en strategi, der bygger på at forhindre højreekstrem vold via censur, risikerer at få den modsatte effekt.

Jacob Mchangama

»Hadet på nettet – som også trives herhjemme – er snarere det mest synlige symptom end selve årsagen til, at sorte og jøder bliver ofre for højreekstremisme.«


Man kan eksempelvis kigge på Danmark og Sverige. I Sverige er omfanget af voldelig højreekstreme langt større end i Danmark. Fra 1990-2015 var der i Sverige 89 tilfælde af voldelig højreekstremisme, hvoraf 17 resulterede i 20 personers død. I Danmark var der i samme periode 19 tilfælde af voldelig højreekstremisme, hvoraf kun en enkelt resulterede i (et) dødsfald. Det på trods af at man i Sverige går meget længere end i Danmark i forhold til at begrænse udbredelsen af racisme og fremmedfjendskhed. På trods af de seneste års stigninger i hadforbrydelser har det generelt også været langt sikrere for jøder at leve i USA end i Europa på trods af strenge love mod antisemitisme og holocaustbenægtelse i lande som Frankrig. Det er derfor langtfra givet, at USA kan vende de seneste års bølge af voldelig højreekstremisme ved at ofre en luns af ytringsfriheden.

Hvordan amerikanerne skruer udviklingen tilbage til 2014 er et svært og kompliceret spørgsmål, hvis afgørende faktorer næppe entydigt kan isoleres eller sættes på formel. Konfronteret med så alvorligt og dødeligt et problem, er det en temmelig nedslående konklusion.