Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

VKOs point-system er stærkt fejlbefængt

Michael Böss: Man kan godt argumentere for. at et point-system kan være en fair måde at håndtere familiesammenføring på. Men den aftale, som VKO præsenterede i denne uge, er præget af fire alvorlige fejl: en faktuel, en komisk, en tragisk og en strategisk.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I torsdags hævdede Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at hans partis aftale med VK-regeringen om et pointsystem ville gøre Danmark til et foregangsland internationalt. Jeg tror dog, der snarere vil blive tale om enegangsland. Det er nemlig utænkeligt, at man i andre lande ville lave et forslag, der er præget af så meget sjusk, komik og uforstandighed. Inden jeg påviser det, vil jeg dog forklare, hvorfor indførelse af pointsystemer ikke uden videre kan afvises.

Rundt omkring i Europa er man begyndt at indse, at familiesammenføringer er en form for indvandring, som må reguleres og styres på linje med al anden indvandring. Nogle af de alvorligste problemer med mislykket integration skyldes faktisk familiesammenføring af familiemedlemmer, der ikke kan eller ikke vil bidrage aktivt til det samfund, de flytter til.

Endnu har intet andet land end Danmark dog forsøgt sig med et pointsystem på det område. Men det er ikke unikt, at regeringen vil sætte tal på kvalifikationer. Ideen er hentet i Canada. Canada bruger dog ikke sit pointsystem i ansøgninger om familiesammenføring. Det gælder andre former for indvandring. I Canada har man altid været meget kontant i de krav, der stilles til indvandrere; for indvandring er en simpel økonomisk nødvendighed for samfundet. Man ønsker derfor ikke i dag at åbne landet for ufaglært arbejdskraft. Man ønsker indvandrere, der med det samme kan gå ind på arbejdsmarkedet. Ud af de 67 point, man skal opnå, lægges der derfor vægt på uddannelse (25%), erhvervserfaringer (24%) og evne til at tale enten engelsk eller fransk (21%). Derefter følger alder (10%), jobtilbud (10%) og skønnet tilpasningsevne på grundlag af gennemført skoleuddannelse og familietilhørsforhold til en anden indvandrer (10%).

Indvandring gennem senere familiesammenføring er altså ikke berørt af systemet. Her gælder det udelukkende om at kunne klare sig selv, enten ved at få et familiemedlem eller andre til at forsørge sig, dvs. ved at skaffe sig en »sponsor«, som det hedder. Og sponsoren skal kunne dokumentere, at det indrejste familiemedlem ikke vil ligge samfundet til last. Går det økonomisk galt for sponsoren, går det derfor også ud over familiemedlemmet: Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til. Systemet minder således meget om forslaget fra Liberal Alliance. Men det kræver et barskere samfund end det danske, som vi kender det.

I de senere år er canadiernes begejstring for indvandringen kølnet betydeligt. Det begyndte, da man så, hvordan især palæstinensiske indvandrere misbrugte deres statsborgerskab ved blot at bruge Canada som ’hotel’, et sted hvor man kunne give sine børn en gratis universitetsuddannelse, eller hvor man kunne blive reddet i sikkerhed, hvis jorden pludselig brændte under ens fødder. Sådan som det skete for få år siden, da det viste sig, at der i Libanon boede 30.000 ’canadiere’, som aldrig for alvor havde tænkt sig at leve i Canada. Man er også blevet mere skeptisk over for familiesammenføringer, der ikke bidrager til samfundet. Hvis det f.eks. sker fra lande og befolkningsgrupper med stor analfabetisme og et lavt uddannelsesniveau. Men da man – endnu – ikke har et pointsystem til at regulere familiesammenføringerne, så reducerer og forsinker man dem i praksis. Der er altså tale om en meget vilkårlig regulering. På den baggrund kan man derfor godt argumentere for, at en indførelse af et pointsystem ville være en langt mere rimelig og fair fremgangsmåde.               

Det er så det, VKO nu forsøger at gøre. Men på en stærkt fejlbehæftet måde. Når det tog så mange dage at nå frem til et system, man kunne præsentere for offentligheden, troede jeg selv, det skyldtes, at man ønskede at konsultere sagkundskaben. Det ville dog have været forståeligt i betragtning af, hvor stor vægt der lægges på lange udannelser og ’fine’ akademiske grader. Sagkundskaben ville kunne have fortalt, at vi fremover ikke kun vil få brug for akademikere, men sandelig også for gode faglærte og omsorgsmedarbejdere. Det er heller ikke akademikere i almindelighed, vi vil få brug for, men kun inden for særlige fagområder. Det er den faktuelle fejl ved forslaget.

Så kommer vi til den mere komiske fejl, nemlig den gentagne henvisning til »top-tyve« universiteter. Vi, der arbejder på universiteterne, kunne have fortalt, at der slet ikke findes en sådan top-tyve-liste. I stedet findes der fem forskellige lister, der rangordner verdens universiteter ud fra forskellige kriterier. De ligner derfor langt fra hinanden. Man kunne for så vidt med større rimelighed have inkluderet de første 300-400 af verdens ca. 15.000 universiteter.

Så er der den tragiske fejl ved det det hele: At man bilder sig ind, at det ikke vil gå ud over Danmarks almindelige anseelse som »arbejdsplads« og »hjemland« blandt veluddannede rundt omkring i verden: For de vil naturligvis overveje en ekstra gang, om de vil tage imod et jobtilbud i et land, som agter udlændinge i almindelighed så lavt.  Og til sidst den strategiske fejl: Mange borgerlige vælgere ser allerede nu ud til at føle større sympati med forslagene fra Liberal Alliance og S og SF.

Se det Canadiske pointsystem her: