Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vittigheder om »de andre«

I mange andre verdensdele, f.eks. i Afrika og Asien, har man af gode grunde den dag i dag sværere ved at fortælle kærligt mente jokes om »de andre«.

Lars Hovbakke Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det bedste, der er kommet fra Sverige? En tom færge.

Denne danske joke er blot et af mange eksempler på de vittigheder, som vi europæere fortæller om hinanden, og som der netop er udkommet en hel bog om.

Fænomenet er interessant, fordi det fortæller en hel del mere om europæernes forhold til hinanden end som så. Det fortæller nemlig historien om en verdensdel, hvor staterne gennem adskillige århundreder bekrigede hinanden, men hvor det aldrig lykkedes en enkelt af staterne at tage over og underlægge sig de andre i en længere periode. I modsætning til i Asien og Afrika, hvor forskellige imperier i forskellige længere perioder har domineret større dele af kontinentet.

Det fortæller også historien om et europæisk kontinent, hvor nationalstaterne efter Anden Verdenskrigs afslutning besluttede sig for at forsøge definitivt at sætte en stopper for de mange krige, der havde præget de foregående århundreders Europa. Og det fortæller historien om, hvordan nationalstaterne derefter indledte et mere vidtgående europæisk samarbejde (i form af EF/EU, OEEC/OECD, Europarådet, FN, NATO osv.), end man nogensinde før havde set, så der til sidst kun blev vittighederne om »de andre« tilbage, som det, der for alvor satte skel mellem de europæiske folk og nationer.

I mange andre verdensdele, f.eks. i Afrika og Asien, har man af gode grunde den dag i dag sværere ved at fortælle kærligt mente jokes om »de andre«. Her er krigene mellem de forskellige lande og folk nemlig ofte ikke på tidsmæssig nær så lang afstand som de indbyrdes krige mellem de europæiske lande og folk.

I Europa er spaniernes vittigheder om franskmændene, irernes om englænderne, danskernes om svenskerne osv. i dag blevet folkeeje, fordi der engang var en masse krige mellem netop disse nabofolk, og fordi det samtidig efterhånden er ved at være mange år siden, at den seneste (og forhåbentlig sidste) krig mellem dem fandt sted.

Det er ikke så underligt, at vittigheder handler om netop de nærmeste naboer. Det er jo dem, som man har historiske erfaringer med på godt og ondt. Og samtidig dem, som man ligner mest, og hvor det derfor er nemmest at få øje på de forskellige små pudsige forskelle i forhold til én selv.

I disse år er det europæiske samarbejde, som blev indstiftet med dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952, EF i 1958 og EU i 1993, truet fra mange kanter. Både af udefra kommende udfordringer og – ikke mindst – af indre udfordringer. Herunder af de mange politikere og de store dele af befolkningerne, der er skeptiske eller ligefrem direkte imod EU i dets nuværende form.

Denne nye modstand og skepsis er typisk for holdningen til et samarbejde, der har eksisteret i så mange år, at argumenterne for samarbejdet blandt dem, der var med til at indstifte det (her: EF som et fredens projekt), er glemt af mange.

Her er de vittigheder, europæerne fortæller om hinanden

Men når vi fortæller hinanden vittighederne om »de andre«, bliver vi mindet om, hvorfor vi har EU. Det er ikke mindst på grund af EU, at vi i dag kan trække på smilebåndet, når vi hører tyskernes jokes om franskmændene, vores om svenskerne osv.