Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vind eller forsvind

Asger Aamund: Det danske omsorgscirkus har nået et monstrøst omfang, fordi vore politikere ikke vil acceptere, at hvis et samfund skal bruge flere penge, må det også tjene flere penge. Spørgsmålet er, om alle offentlige indtægters moder - erhvervslivet - kan blive ved med at levere finansiel mælk nok til at dække det offentlige forbrug.

Er der ikke nogen, der snart gider vække Holger Danske? Fold sammen
Læs mere

I Danmark har vi liberalsocialisme. Det er en styreform, der tillader borgerne og virksomhederne at tjene alle de penge, de har lyst til; og det er jo fedt nok. Men det er også en styreform, der tillader statsmagten at konfiskere så stor en del af borgernes og virksomhedernes penge, som den har lyst til. Systemet fungerer fint, så længe det arbejdende Danmark kan finansiere den offentlige sektors udgifter, men når krybben er tom, bides som bekendt hestene. Og der er vi nu.

Danmark har lige siden 1990erne været på vej ind i en strukturkrise, der intet har at gøre med den finans- og bankkrise, der plager os i øjeblikket. Strukturkrisen var kommet under alle omstændigheder, fordi Danmark har påtaget sig en hastigt voksende offentlig forsørgerbyrde, der nu har nået et komisk omfang, idet vi alle er udnævnt til svage grupper, der har krav på et sugerør i statskassen. Børnefamilierne er svage, fordi de har børn. De barnløse er svage, fordi de ikke har børn. Staten hjælper dem så med at avle børn, hvorefter de fortsat er svage, fordi de nu er børnefamilier. Dette gigantiske omsorgscirkus har nu nået et monstrøst omfang, fordi vore politikere ikke vil acceptere, at hvis et samfund skal bruge flere penge, må det også tjene flere penge. Både borgerlige og socialistiske politikere har traditionelt haft opfattelsen af de offentlige indtægter som noget naturgivent, noget der bare var der som den varme sol på himlen og den friske mælk i koens yver, der kunne malkes efter behov. De politiske udspil, vi for nylig har set fra både regering og opposition, viser klart, at man forsøger at løse den krise, vi er på vej ud af, og ikke den krise, vi er på vej ind i. Det var rigtigt og nyttigt, at både USA og EU greb ind over for den globale finanskrise, som udgør et likviditets- og finansieringsproblem, men som ikke er en erhvervs- eller industrikrise. Det, der er det livstruende problem for vor nationale velstand og velfærd, er imidlertid, om alle offentlige indtægters moder, nemlig erhvervslivet, kan blive ved med at levere finansiel mælk nok i yveret til at dække den enorme stigning i det offentlige omkostningsforbrug, der vil være en kendsgerning i de kommende år.

Om vi kommer til at fordele rigdommen eller fattigdommen, afhænger udelukkende af erhvervslivets internationale konkurrencekraft. Er den skarp og bred, har vi også en velfærdsstat om ti år. Er den sløv og sporadisk, har vi ikke. Kravene til erhvervslivets overlevelsesdynamik har ændret sig dramatisk i de seneste årtier. Tidligere var danske virksomheder livsduelige, hvis de havde et godt tag i det danske hjemmemarked, som i reglen var for lille og uinteressant for udenlandske konkurrenter. Det trygge liv bag beskyttende toldmure skabte gode vækstbetingelser for et væld af virksomheder inden for alle brancher. I perioden 1955-75 eksisterede der eksempelvis et stort antal fabrikanter af TV-apparater, der i en periode havde godt fodfæste på det hastigt voksende danske marked for fjernsynsmodtagere. Det var mærker som Arena, Eltra, Linnet&Laursen, Neutrofon, Sonofon (!), Ruhe og Renodyn. De ligger nu alle på industriens kirkegård sammen med mange andre firmaer, der ikke magtede hverken innovation eller den åbne internationale markedsplads, som nu tilhører Panasonic, Philips, Samsung og Sony. Globaliseringen er et stadigt ekspanderende kommercielt og teknologisk univers, som medfører, at den danske erhvervsøkonomi er ved at blive integreret i EU-markedspladsen med undtagelse af lokale småvirksomheder. Dansk landbrug og industri skal nok klare sig, hvis vi internationalt kan konkurrere på pris, kvalitet, service eller brand. Men da hele rygraden i vort erhvervsliv består af mindre og mellemstore virksomheder, er der kun en håndfuld større firmaer, der besidder global konkurrencekraft på pris, service og brand. Overlevelseskraften i dansk landbrug og industri er således udelukkende afhængig af, om vi kan levere kompromisløs kvalitet, altså produkter og serviceydelser, der klart og påviseligt er bedre end det, konkurrenterne kan præstere. Det betyder, at det internationale marked for danske produkter begrænses af, at vi ikke kan producere billigt nok, men det betyder også, at danske kvalitetsprodukter kan bære den højere pris, der er forudsætningen for bevarelsen af det høje danske løn- og kompetenceniveau. Denne kvalitetsstrategi praktiseres allerede med succes af store virksomheder som Novo Nordisk, Grundfos og B&O, men det er også fordringen til de tusinder af mellemstore og mindre virksomheder, der skal levere den fremtidige danske velstand og velfærd. De kommende 10-15 år vil stille krav til et betydeligt innovations- og kvalitetsløft i danske industri- og landbrugsprodukter. Således kommer landbrugsindustrien til at omlægge udvikling og produktion fra hverdags- til weekendmarked, hvor de internationale forbrugere er villige til at betale en merpris for den udsøgte premium-bøf og den økologiske frilandskylling. En fransk Poulet de Bresse koster nemt 200 kroner, så der er rigelig plads til en god løn til både bonde og slagter.

I industrien kommer vi fortsat til at flytte fabrikationen af lønintensive standardprodukter derhen, hvor lønningerne er konkurrencedygtige. Til gengæld skal vi både i industrierhvervet, i de enkelte virksomheder og i samfundet investere tungt i teknologifornyelse og produktudvikling, således at vi når den konkurrenceskarphed, der fører til de tre succeskriterier for dansk erhvervsliv i de kommende år:

Kompromisløs kvalitet

Globalt engagement

Permanent fornyelse.

Sådan ser det ud i den virkelige verden. Men ikke i den politiske. Her styrker man konkurrenceevnen gennem kompetenceskat, iværksætterskat, multimedieskat, indkomstskat-maksimering, nedskæringer på universiteterne og bekæmpelse af fondsdannelser til investering i innova­tion og nye virksomheder. Den ultimative velstandsreform leverer Villy og Helle. De har nu tanket gøglervognen op med varm luft, og den tøffer nu muntert af sted for at fortælle den gode nyhed til de 600 fyrede slagteriarbejdere hos Danish Crown, at de skal såmænd bare arbejde 12 minutter mere om dagen. Så er alle problemer løst.

Er der ikke nogen, der snart gider vække Holger Danske?