Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vil vi betale prisen for tryghed?

Store anlægsarbejder som Femernbro og Metro må indstilles, hvis vi vil betale prisen for genoprettelsen af trygheden. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund.

Opgaven er at tage gader og bydele tilbage med en massiv, synlig og overbevisende tilstedeværelse af politiet.  Skal det lade sig gøre, taler vi snarere om en tredobling af politikorpset end om en vækst på 10 procent på 10 år. Fold sammen
Læs mere

Så var der igen et par mindre episoder, som kort fyldte medierne. I Hellerup blev der skudt ind i en sushirestaurant, fyldt med familier, som hyggede sig om den rå fisk. På Frederiksberg blev en mand skudt igennem øjet, og i Ålborg var der skudvekslinger.

Jeg har været skeptisk overfor Politiforbundets indspark i samfundsdebatten, som ofte har haft automatpilotens karakter: »Send flere penge« eller »vi skal afspadsere«.

Tirsdag gik politiforbundet imidlertid ud med et krav om en forøgelse af styrken med 2.000 mand inden år 2020. Årsagen var, som det blev anført, de »amerikanske« tilstande, som er blevet hverdag i Danmark. Hvad der menes med dette udtryk, er jeg ikke helt klar over. Vi klarer det vist meget godt selv. Og mig bekendt har man mange steder i USA haft succes med at fredeliggøre de store byer - for eksempel New York. Ved hjælp af en konsekvent og umisforståelig retshåndhævelse.

Men på trods af denne sproglige detalje er jeg i dette tilfælde enig med tonen i Politiforbundets forslag - for mig at se er spørgsmålet imidlertid, om vi ikke fortsat diskuterer genetableringen af et fredeligt Danmark på baggrund af en fælles, men falsk opfattelse af tingenes tilstand. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er forståeligt, at vi ønsker at opretholde billedet af Danmark som det fredelige samfund, som vi kendte det.

Jeg tror imidlertid, at vores retorik og overvejelser efterhånden er helt utilstrækkelige. Hvad skulle 2000 mand hjælpe over en periode på 11 år - altså i gennemsnit små 200 betjente yderligere per år (2 betjente ekstra pr. kommune per år)? Og overvejelserne om at placere nærpolitistationer med nogle få ansatte i de værste konfliktområder virker umiddelbart fuldstændigt urealistiske. Hvem skulle man få til at bemande disse nærpolitistationer?

For mig at se er der brug for en helt anden udbygning af det uniformerede politikorps. Opgaven er at tage gader og bydele tilbage med en massiv, synlig og overbevisende tilstedeværelse af politiet. Skal det lade sig gøre, taler vi snarere om en tredobling af politikorpset end om en vækst på 10 procent på 10 år.

Det lyder voldsomt, og for nogle sikkert skørt. Men hvad er det for et alternativ, vi ser udvikle sig i dag? Lovgivningen strammes, straffene øges, lystfiskere kriminaliseres for at bære kniv, og der sættes overvågningskameraer op i vores byer. (Jeg vil hellere overvåges af en levende politimand end af et kamera). Denne udvikling bærer i sig på sigt kimen til en politistat, eller i hvert tilfælde til en stat, som vi ikke ønsker - og kravene til lovstramninger vil blot forøges, efterhånden som den brede befolkning bliver mere og mere skræmt. Og den fælles opfattelse af, hvor langt vi vil gå lovgivningsmæssigt, vil gradvist, men sikkert blive flyttet derhen, hvor vi ikke længere kan genkende vores retsstat.

Min pointe er, at vi sådan nogenlunde skal fastholde den lovgivning, som vi med rette kan være stolte af, opbygget med dygtighed gennem de seneste hundrede år. Skal det lade sig gøre, skal vi til gengæld have et synligt, massivt tilstedeværende politi, som med styrke og konsekvens kan håndhæve vores samfunds nuværende retsorden.

Udgifterne til politiet i forslag til finanslov for 2010 er ca. 10 mia. kr. Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det.

Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.