Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vil Clegg lave en Naser Khader?

Lars Hovbakke Sørensen: Vil De Liberale Demokrater opleve det samme som Ny Alliance, når briterne går til valg i overmorgen? Vil partiet kunne opretholde den store tilslutning i meningsmålingerne, eller vil det falde sammen og få meget færre stemmer, end meningsmålingerne har spået? Meget tyder på et historisk jordskredsvalg i Storbritannien.

Ønsket om fornyelse er så stort hos mange britiske vælgere, at De Liberale Demokraters leder Nick Clegg med stor sandsynlighed kan se frem til at blive valgets sejrherre på torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEON NEAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meningsmålingerne forud for det britiske valg 6. maj tyder på en historisk valgsejr til De Liberale Demokrater, som dermed sandsynligvis bliver tungen på vægtskålen, når en ny britisk regering skal dannes.

Kun én gang tidligere i hele efterkrigs­tiden er det sket, at der ikke har været ét parti, der har haft flertal i Underhuset alene. Det var efter det første af de to parlamentsvalg, der blev afholdt i 1974. Og det andet parlamentsvalg i 1974 blev netop udskrevet på grund af den uvante ustabile politiske situation, som det første af valgene havde tilvejebragt. Hvis de nuværende meningsmålinger holder stik, vil det med andre ord blive et virkelig historisk valg på torsdag. Et sandt jordskredsvalg.

Men hvorfor kommer det netop nu? Hvorfor kom det ikke for 5, 10 eller 20 år siden? Eller først om 5, 10 eller 20 år?

Det er der en række forklaringer på. For det første har Storbritannien i de seneste år været vidne til en række skandaler blandt de gamle politikere fra de to store gamle partier: Labour og De Konservative.

For det andet er en meget vigtig årsag til De Liberale Demokraters nuværende store succes, at det er Labour, og ikke De Konservative, der har haft magten i de seneste 13 år. Og at Labour i al den tid har ført en meget midtsøgende politik. Tony Blair trak frem mod valget i 1997 - med succes - partiet ind mod midten for at erobre vælgere fra arvefjenden De Konservative. Og dér er partiet blevet siden. Men dette har i de senere år skabt en stor utilfredshed blandt mange Labour-kernevælgere, som gerne så en mere traditionel venstreorienteret politik, f.eks. på det fordelingspolitiske område. Det er blandt andre disse vælgere, som nu går over og stemmer på De Liberale Demokrater, som - trods navnet - på mange måder områder minder mere om Det Radikale Venstre eller om SF end om Venstre.

For det tredje har De Liberale Demokrater og deres leder Nick Clegg i valgkampen i høj grad slået på ønsket om »fornyelse«. Dette har i de seneste år vist sig at være et slagord, der appellerer til mange vælgere i Europa og Vesten. Man kan f.eks. tænke på Barack Obamas succes med at fremstille sig selv som »fornyeren« i amerikansk politik i præsidentvalgkampen i 2008. Men man behøver overhovedet ikke at gå så langt væk for at finde et endnu bedre eksempel. Tænk blot på, hvordan Ny Alliances lancering af sig selv som partiet, der ville »forny« dansk politik, førte til, at partiet i løbet af få måneder efter dets stiftelse i maj 2007 ifølge meningsmålingerne stod til at ville få omkring 20 mandater i Folketinget. Her indgik »fornyelsen« direkte i partinavnet (Ny Alliance). Partiets konkrete bud på en ny politik var imidlertid meget uklar. Men dette skræmte ikke vælgerne væk de første mange måneder.

Spørgsmålet er så, om De Liberale Demokrater vil opleve det samme som Ny Alliance, når vi når frem til selve valgdagen på torsdag. Vil partiet kunne opretholde den store tilslutning i meningsmålingerne, eller vil det falde sammen og få meget færre stemmer, end meningsmålingerne har spået, når det kommer til stykket?

Der er to væsentlige grunde til at tro det første. Der er nemlig - trods de klare ligheder med Ny Alliance - også to markante forskelle. For det første er ønsket om fornyelse og et opgør med de gamle partier generelt endnu stærkere hos de britiske vælgere i dag, end det var blandt de danske vælgere frem mod det seneste folketingsvalg i november 2007. Det skyldes, at Labour og De Konservative - på grund af det britiske valgsystem - har domineret britisk politik i en meget længere årrække og på en helt anden gennemgribende måde, end nogen af de gamle partier i Danmark nogensinde har gjort.

For det andet er De Liberale Demokrater et parti, som har en klar politisk profil med klart definerede, konkrete politiske standpunkter med en stærk politisk-ideologisk arv fra både Det Liberale Parti og det socialdemokratiske parti, som hver især havde eksisteret i mange år, inden de i 1988 blev slået sammen til De Liberale Demokrater. Her var Ny Alliance helt anderledes. Partiet var helt nyt, da det begyndte at få sin store fremgang i meningsmålingerne, og ingen var rigtig klar over, hvad det ville. Ikke engang dets egne ledere. Her er Nick Clegg helt anderledes.

De Liberale Demokrater har med andre ord meget bedre forudsætninger for at holde fast i sin store tilslutning helt frem til valgdagen, end Ny Alliance havde. Alligevel er det endelige valgresultat meget vanskeligt at forudsige med sikkerhed. Det skyldes især to faktorer. Den ene har at gøre med en generel tendens, som findes blandt mange vælgere i stort set alle europæiske lande i disse år. Nemlig at mange flere end for blot 10-15 år siden først bestemmer sig til, hvad de vil stemme i sidste øjeblik. Og at deres beslutning i høj grad hænger sammen med, hvad der sker i valgkampens sidste fase. F.eks. hvilke aktuelle sager der dukker op. Hvordan partiernes ledere klarer sig i slutspurtens debatter osv.

Den anden faktor er specielt britisk og har at gøre med valg i enkeltmandskredse. Britiske vælgere har på grund af valg­systemet generelt en større frygt for, at deres stemme bliver spildt, end eksempelvis danske vælgere har. Dette hænger sammen med, at valgsystemet i Storbritannien er indrettet sådan, at kun det parti, der får det største antal stemmer i en kreds, får deres kandidat valgt til i parlamentet. Stemmerne på alle de andre partier i den pågældende kreds er spildt.

Dette er et særligt problem for De Liberale Demokrater, der sandsynligvis vil få deres stemmer mere jævnt fordelt ud over landet end de to store partier. Derfor vil en del vælgere, der i meningsmålingerne har sagt, at de vil stemme på De Liberale Demokrater, på selve valgdagen måske alligevel stemme på et af de store partier i stedet, for at være sikker på at deres stemme ikke går til spilde. Men samtidig er så stort et fald i tilslutningen i forhold til meningsmålingerne, som vi oplevede med Ny Alliance, ikke særligt sandsynligt. Dertil er ønsket om reel forandring og en ny politik for stort hos mange britiske vælgere.