Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Videnskaben skal ud af skabet

»Der er brug for åbenhed og bred dialog mellem videnskab og samfundet. For forskning er for vigtig til kun at være overladt til forskere.«

»Forskning må ikke foregå i et lukket kredsløb isoleret fra den brede befolkning. Vi skal tværtimod sikre, at forskningen er i takt med samfundets værdier,« skriver uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU, Maja Horst. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forskning skaber job, redder liv og forbedrer verden, men frembringer også en række dilemmaer. Noget så simpelt som en skål cornflakes til morgenmaden kan rejse seriøse spørgsmål. Skal vi bruge fødevareafgrøder, som f.eks. majs, til at lave brændstof? Og skal vi udnytte gensplejsning til at skabe planter, der tåler sprøjtemidler eller er resistente over for tørke? Et andet eksempel fra dagligdagen er, når vi skruer op for radiatoren. Hvor skal varmen komme fra? Skal vi udvinde skifergas i Danmark med alt, hvad det indebærer af risici for miljøet? Og i en helt anden boldgade: Skal vi bruge de nyeste landvindinger inden for stamcelleforskning til at dyrke menneskelige reservedele, så vi forbedrer chancerne for at komme helskindet gennem en alvorlig sygdom?

Spørgsmål som disse handler ikke kun om, hvad der er sandt eller falsk. De handler også om, hvordan vi indretter vores samfund, hvilke risici vi vælger at løbe, og hvordan vi balancerer fordele og ulemper ved videnskab og ny teknologi.

Den forskning, der foregår i dag, har indflydelse på, hvordan samfundet kommer til at se ud i morgen. Derfor må forskning ikke foregå i et lukket kredsløb isoleret fra den brede befolkning. Vi skal tværtimod sikre, at forskningen er i takt med samfundets værdier. I et demokratisk samfund har alle borgere ret til at være med til at træffe beslutninger, der har afgørende indflydelse på vores fremtid. Forskning koster mange ressourcer og kan også have sociale, etiske, kulturelle og miljømæssige konsekvenser. Derfor kan de ikke afgøres af forskere alene. Forskning er for vigtig til kun at være overladt til forskerne. Vi skal sikre, at forskning er samfundsengageret og socialt ansvarlig.

For et par år siden foreslog en britisk forskergruppe, at man skulle sende en gigantisk ballon op i atmosfæren, hvor den skulle udlede partikler, der kunne mindske Solens indstråling. Projektet var et forsøg på at forhindre klimaforandringer. Men retfærdiggør det, at man omdanner hele jordklodens atmosfære til et gigantisk laboratorium? For eksempel vidste man ikke, hvilke langtidskonsekvenser disse partikler kunne have for atmosfæren og dermed for livsbetingelserne på Jorden. Det er klart, at sådanne beslutninger ikke blot kan overlades til forskerne, men skal involvere hele samfundet.

Læs også: Forskere vil undgå farlige opdagelser

Forskerne har ikke altid tilstrækkelig viden til at sikre den bedste teknologiske udvikling. Gensplejsede fødevarer er et godt eksempel. Udviklingen af gensplejsede afgrøder i 1980’erne og 1990’erne skete på en måde, som ikke tog højde for forbrugeres og befolkningers værdier. Det førte til et voldsomt tilbageslag for denne teknologiske udvikling, som vi stadig er påvirket af i dag. Hvis forskerne i højere grad havde været i dialog med borgere, landmænd og interesseorganisationer, havde de måske kunnet udvikle teknologier med større respekt for økologi, landbrug og værdier om natur og kultur.

En teknologisk udvikling, der er ude af trit med væsentlige værdier i samfundet, risikerer at være en spildt investering eller at blive udnyttet for dårligt. Større åbenhed om forskningsresultaterne og en bredere inddragelse i selve forskningsprocessen er ikke kun til gavn for samfundet, det vil også gøre forskningen bedre.

Forskerne kender ikke nødvendigvis alle samfundets ønsker, blot fordi de selv er en del af samfundet. Så bedre dialog mellem forskere og borgere, virksomheder og andre interessenter vil sikre, at forskerne i højere grad er i takt med samfundets værdier og behov.

Det er ikke enkelt at sikre en sådan dialog. Forskere er ikke altid særlig gode til at tale om de store og langsigtede konsekvenser af den forskning, de bedriver. Ligesom de kan have svært ved at tale om deres forskning i et letforståeligt sprog. Forskningen er kompleks, og mange almindelige borgere ved for lidt om forskning til at have lyst til at tage del i debatten. Og medierne skriver ofte mest om banebrydende resultater frem for at forklare, hvordan forskning egentlig foregår.

Alle parter skal derfor øve sig på en sådan dialog. Vi skal gøre os umage for at turde stille spørgsmål og åbne for de svære diskussioner uden straks at råbe Frankensteins monster eller Dr. Strangelove.

Der er brug for en bedre dialog mellem videnskab og samfundet, og det er netop omdrejningspunktet i dag, når Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med Københavns Universitet afholder en konferencen om, hvordan vi sikrer, at videnskabsfolk udøver socialt ansvarlig forskning.

Læs også: Dansk opdagelse: Sådan forhindres antibiotika-resistens

Måske kan man blive inspireret af lægeuddannelsen. Alle nyuddannede læger i Danmark afgiver et lægeløfte, hvor de lover at anvende deres »kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn.« Burde alle forskere også afgive et løfte om at udøve social ansvarlig forskning? Kommer den socialt ansvarlige forskning af sig selv, eller skal vi stille krav? Og hvordan hænger forskningsfriheden sammen med kravet om ansvarlighed over for samfundets værdier? Skal samfundet kunne stoppe bestemte former for forskning, som f.eks. den store ballon, der skulle sendes op i atmosfæren? Og er der simpelthen områder, som forskere skal lade ligge, fordi samfundets værdier tilsiger, at en sådan forskning er forkert?

Når det gælder socialt ansvarlig forskning, er der måske lige nu flere spørgsmål end svar. Men det er et godt udgangspunkt for en dialog. Jo mere vi taler om disse ting, jo mere kan vi lære af hinanden. Det er svært, og derfor har vi brug for at øve os.