Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi vil ikke skamme os over vores etnicitet, udseende eller seksuelle identitet

Privatfoto.
Læs mere
Fold sammen

Er du privilegeret, skal du skamme dig. Tilhører du en gruppe, der historisk set har været magtfuld, er du en fæl undertrykker. De nye feminister siger: »Tjek dit privilegium!«, hvis du vil mene noget om noget som helst. Jo mere privilegeret du er, jo mindre har du ret. Både til at mene noget og at fylde noget.

Er du hvid, heteroseksuel, ressourcestærk, og ligger din vægt inden for et gennemsnitligt BMI, er du en slave af patriarkatet, kapitalismen og det heteronormative kønsideal, trælbundet i en falsk virkelighed. Kun få er bevidste om sandheden om, hvordan de privilegerede undertrykker deres omgivelser. Jo mere du afviger fra patriarkatets norm, desto mere forstår du. Jo mindre privilegeret du er, jo mere har du krav på at blive lyttet til.

Således er der lavet en usynlig liste over, hvem der har noget at skulle have sagt. Man må altså forstå, at en hvid ciskønnet mand har allermindst ret til at blive hørt. Har du derimod en hudpigmentering, der er mørkere end gennemsnittet, en BMI over 27 eller en kromosomsammensætning, der slutter på X, så har du vundet én ting — du topper sådan cirka listen over hvem, det er allermest synd for.

Derfor må du udtale dig om nærmest samtlige emner i verden, og samtidig fortælle alle andre, at de skal tjekke deres privilegier. Bagefter kan du udskamme dem for ikke at forstå. For de ved da ikke, hvordan det er at have det sådan, sådan eller sådan.

Må vi overhovedet selv mene noget om privilegier? Nok er vi kvinder, men vi er også hvide og ciskønnede. Dertil kommer vores politiske overbevisning. Er vi dømt ude på forhånd, fordi vi er for højreorienterede og heteroseksuelle? For veluddannede? For tynde? Skal vi tage en privilegietest på nettet først?

Når man dømmer folk ud fra deres såkaldte privilegier, alene fordi de har dem, er det lige så undertrykkende, fobisk og fordomsfuldt, som at dømme folk ud fra deres etnicitet, religion eller udseende.

Faktisk er det jo lige præcis det, der sker, bøtten er bare vendt på hovedet. Det er ironisk, som fanebærerne for antiracisme, ligestilling og homoseksuelles rettigheder advokerer for skam og færre rettigheder, hvis man tilhører en særlig etnicitet eller seksualitet.

Man bør indse, at ingen nogensinde får flere muligheder af at begrænse andre menneskers liv, tværtimod. Det er blot ti skridt tilbage i ligestillingskampen og tjener intet formål, andet end misundelse og udskamning.

Vi vil ikke skamme os. Hverken over vores etnicitet, udseende eller seksuelle identitet. Vi vil ikke udskamme andre, fordi de ikke lever op til et ideal. Ligegyldigt om idealet er et alment ekskluderende samfundsideal eller et lige så ekskluderende queerteoretisk. Men vi ser gerne, at flere får muligheder og privilegier. Altså rigtige privilegier, som retten til at ytre sig og blive bedømt på sine handlinger i stedet for arbitrære medfødte tilfældigheder.