Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi unge vil gerne i industrien

Jeg hører dagligt, at der vil mangle faglærte i fremtiden, som skal sikre dansk produktion. Men hvordan kan det så være, at arbejdsgiverne stadig halter efter med at oprette lærepladser?

»Lærepladserne er på vej.« Sådan har det lydt de seneste mange år. Man hører ofte, at det bare er et spørgsmål om tid, før vi får mange flere lærepladser, og skolepraktikcentre nærmest vil være udryddet. Alligevel er 8.429 af erhvervsskoleelever i skolepraktik. Over 2.000 af dem er under industriens uddannelser.

Da jeg som 15-årig var ude og søge læreplads, var jeg heldig at møde arbejdsgivere, som tog deres uddannelsesansvar alvorligt i Holstebro. For der var tydeligvis rift om lærlinge. Arbejdsgiverne i Holstebro har indset, at vi mangler faglærte, og de gjorde alt, hvad de kunne for at tage dygtige lærlinge. Jeg tog en hel dag fri fra skole for at cykle ud med ansøgninger og blev taget godt imod. Jeg fik tilbudt fem ud af seks lærepladser.

Det er en kendsgerning, at virksomheder klarer sig godt til trods for, at de uddanner lærlinge. Det kan jeg se på min egen arbejdsplads. Til morgenmødet på virksomheden forleden fortalte min mester, at det går så godt, at han faktisk er nødt til at sige nej til ordrer for at kunne følge med.

Jeg hører dagligt, at jeg vil mangle faglærte kollegaer i fremtiden, der skal sikre dansk produktion. Men hvordan kan det så være, at arbejdsgiverne stadig halter efter med at oprette lærepladser, når virksomheder, som tager deres uddannelsesansvar alvorligt, klarer sig så godt?

For nylig udtalte cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos, at hvis man bare sænker lærlingelønnen med fem kroner, vil der komme mange flere lærlinge i lære.

Grundlæggende er det jo ikke lønnen der beslutter, hvor mange lærlinge, der kommer i lære. Det er chefernes indstilling til lærlinge. Der, hvor jeg arbejder, får alle lærlinge ti kroner mere i timen. Altså samme virksomhed som er begyndt at sige nej til ordrer, fordi vi har travlt.

Jeg er sikker på, at hvis hver virksomhed tog en lærling mere ind i 2016, som min chef gjorde, ville vi udrydde praktikpladsmanglen og sikre Danmarks produktion i fremtiden.