Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi tror på pallemøbler, konstruktiv dialog og bruger-inddragelse

»De 289.000 ansatte i industrien, der står for 60 procent af eksporten, falder i den forbindelse under radaren.«

"Med et pallemøbel viser du, at du er smagfuldt modkulturel og med på bæredygtig genanvendelse." Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sommeren er snart over os. Her følger derfor overvejelser til dig, der har fået kommunale kulturmidler til at lave et kreativt, dialogorienteret byrumsprojekt med pallemøbler, krydderurteskjulere på hjul, graffiti og rå, industriel æstetik.

Når jeg ser et hjemmebygget pallemøbel, kommer jeg til at tænke på min barndoms gulstensparcelhuse med et vognhjul fra en hestevogn smækket op på gavlmuren. Vognhjulet genskabte forbindelsen til det tabte bondeland, man havde ladt bag sig, da man flyttede til forstæderne. Eventuelt suppleret med en spinderok eller et staldvindue som en del af interiøret i vinkelstuen.

Vi har altid feticheret det, vi er på vej væk fra. Således også med pallemøblet, der feticherer industrisamfundet, hvor vi i dag mener, at vi er et helt andet sted. I det kreative videnssamfund, hvor vi skal leve af ideer. De 289.000 ansatte i industrien, der står for 60 procent af eksporten, falder i den forbindelse under radaren. Med et pallemøbel viser du, at du er smagfuldt modkulturel og med på bæredygtig genanvendelse.

Den massekreative trosbekendelse

Havde man spurgt mig for et år siden, var jeg sikker på, at sommeren ville byde på masser af pallemøbler. I foråret 2016 medvirkede jeg i radioprogrammet Cordua & Steno, hvortil jeg havde skrevet »Den massekreative trosbekendelse«. Den lyder:

* »Vi forsager enkeltmandskontoret og alle dets gerninger og al dets væsen.

* Vi tror på krea, den almægtige, himmelens og fremtidens jords skaber.

* Vi tror på tværfaglige synergieeffekter, dens enbårne søn, vor Herre, som er undfanget af revolterende studerende, pint under Bertel Haarder, død og begravet, nedfaret til Kaospiloterne, på tredje dag opstanden fra et mega procesorienteret Mejlgademiljø, opfaret til det kommunale kulturudvalg, siddende ved kommunaldirektørens, den almægtiges, højre hånd, hvorfra der skal faciliteres en masse skæve workshops.

* Vi tror på pallemøbler, det hyperkreative, masseavantgardistiske møbel, konstruktiv dialog og brugerinddragelse, forløsning af vore indre innovationspotentialer og fremtidens fremtidssamfund.«

Bilka tager over

Den massekreative trosbekendelse var et forsøg på at vise den kreative tomgang. I år er jeg dog knap så skråsikker. Kan du stadig flashe din uniqueness, mens du troner i dit hjemmebyggede pallemøbel med en kop ingefærte i tryg forvisning om, at industrisamfundet er passé og den kreative æra en realitet?

Jeg tror, vi kommer til at se nye tendenser i år. Ikke på grund mine skriverier. Heller ikke fordi vi besinder os på, at vi lever i et samfund, der stadig er præget af industriproduktion. Årsagen skal findes et andet sted.

Der skete nemlig det tragiske for pallemøblet og dets status som smagfuld, modkulturel markør, at det i sommeren 2016 blev muligt at købe pallemøbelhynder i Bilka. For moderne bymennesker, der ser sig selv som fascinerende undtagelsesmennesker i modsætning til massemenneskene i Bilka med deres stationcars og indkøb af franske hot dogs til ti kroner, er det naturligvis det ultimative syndefald, der efterlader én i et identitetsmæssigt limbo.

Der må med andre ord nye subtile, indforståede markører til, hvis du vil give din »urban garden«, dit dialogivrige byrum eller din forhave det rette edgy, massemodkulturelle udtryk i sommeren 2017.

Mon tiden er moden til et comeback for hestevognshjulet, staldvinduet og spinderokken?