Vi tester, om ny medicin virker – lad os gøre det samme med integrationsprojekter

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente, at resultatet hver gang er anderledes.«

Humoristen Simon Rich beskriver denne læresætning i en scene, hvor Batman opsøger borgmesteren i Gotham City. Batman er frustreret over, at han gang på gang skal fange forbrydere som Jokeren, alene fordi bystyret ikke passer ordentligt på fangerne: »Jokeren er sluppet fri 4.000 gange«. Det skaber ikke kun ravage i Gotham City, de undslupne fanger forsøger også altid at slå Batman ihjel. Batmans enkle råd: Byg et mere sikkert fængsel – for det virker. I samme øjeblik ringer telefonen: Guvernørens datter er taget til fange. Borgmesteren lover, at Batman får en nøgle til rådhuset, hvis han får hende fri, hvilket ikke er videre tillokkende for Batman: »Jeg har allerede 74 nøgler til rådhuset. Jeg har ikke brug for flere nøgle til den her skide by. Jeg har brug for, at nogen tager ansvar«.

Nogle gange står man som Batman og kigger på, hvordan velfærdsstaten gentager sig selv og ikke lærer af egne fejl. En oplagt årsag er, at kravet til viden om »hvad der virker« er dybt forskelligt på tværs af velfærdsområder.

Mylderet af tiltag på integrationsområdet med udokumenterede effekter er velbeskrevet her i avisen. Udviklingen af nye behandlingsmetoder og medicin i sundhedsvæsenet er omvendt duksen i klassen. Ja, sundhedsvæsenet er ikke perfekt, men her er der regler for, hvilke faser af videnskabelige forsøg, der skal gennemføres, før velfærdsstaten vil udsætte mennesker for en ny medicin.

Kernen er et benhårdt krav om, at kun videnskabelige eksperimenter kan give os sikre svar om virkningen. Ved lodtrækning får nogle én medicin, mens andre får den nuværende bedst tilgængelige behandlingsmetode. Efterfølgende sammenligner vi de to ens grupper og ser, om de har opnået forskellige resultater.

Det kan lyde som en uhyggelig teknokratisk utopi, men det er som minimum værd at reflektere over, hvorfor vi ikke tager social- og integrationspolitik lige så alvorligt som sundhedspolitik. Kigger vi uden for landets grænser, er der faktisk læssevis af studier om kriminalitetsbekæmpelse, som fylder meget lidt i den danske debat.

Umuligt at gennemskue effekter

Det er ikke en kritik af kernetropperne i velfærdsstaten, der hver dag forsøger at få forskellige social- og integrationsindsatser til at virke bedst muligt. Det er i højere grad et politisk og ledelsesmæssigt svigt, som også Rigsrevisionen konkluderede i 2015 i en gennemgang af integrationsområdet.

Jeg har i min egen forskning vist, at der er en stærk tilskyndelse til at handle uanset udfaldet, når politikere er konfronteret med et problem. Men der er ikke nødvendigvis en naturlig tilskyndelse i det politiske system til at finde ud, hvad effekten er af de ting, man gør. Det vil gøre det mere indlysende, når ting går galt, hvilket politikere af gode grunde frygter som pesten, men det vil også binde politikernes muligheder for at ændre og lave om på ting, der fungerer, i fremtiden.

Så er alternativet bedre, som evalueringsforskeren Donald T. Campbell konkluderede i 1960erne: »Der er tryghed under uvidenhedens kappe«. Projektmylderet på integrationsområdet bliver derfor en meget stabil ligevægt: Politikerne kan konstant ændre kurs, sætte nye skibe i søen og vise handlekraft, og det er samtidig komplet umuligt at gennemskue effekterne ude i samfundet.

Medierne hjælper ikke. Der går sjældent en uge, uden at et nationalt medie har historier af typen »gode erfaringer med at gøre X i kommune Y«. De gode erfaringer dokumenteres ofte med et ekspertinterview og en snak med nogle af modtagerne af en særlig indsats: »De har såmænd været glade for det«.

Men at spørge modtagerne af en indsats er nederste trin i det videnskabelige evidenshierarki. Der er 117 problemer med det. Det svarer ofte til at interviewe de overlevende fra et flystyrt. Nuvel, de er da glade for at have overlevet, selvom de ikke kom frem til deres destination, men alligevel er billedet ikke helt fuldstændigt, når vi nu ikke kan høre fra de omkomne i det rygende flyvrag.

I velfærdsstaten er det oftest de mest motiverede, der søger mod en særlig indsats, og de bliver også hængende, til indsatsen slutter. Surprise, surprise: De har været glade for det. Det er derfor, de er der. Det er derfor, de er blevet hængende. Vi løser aldrig integrationsopgaven, og mange andre problemer i velfærdsstaten, hvis vi ikke systematisk undersøger effekten af de initiativer, der sættes i søen.