Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi stemmer ikke om EUs asylpolitik

Afstemningen på torsdag handler ikke om EUs fælles udlændinge- og asylpolitik. Den handler om, hvorvidt vi skal blive i politisamarbejdet Europol. Dansk Folkeparti fører en skræmmekampagne.

Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uanset hvor meget Dansk Folkeparti forsøger at piske liv i en død krikke, så ændrer det ikke på, at afstemningen 3. december ikke handler om ja eller nej til deltagelse i EUs fælles asyl- og udlændingepolitik. Det garanterer regeringen.

Man forstår på Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup, at han er meget fortørnet over, at jeg har tilladt mig at påpege, at Dansk Folkeparti fører en skræmmekampagne frem mod afstemningen næste torsdag. Det gav han i en blanding af eder og forbandelser udtryk for her i avisen forleden (24. november).

Men vi stemmer ikke om udlændingepolitik 3. december. Vi stemmer om, hvorvidt Danmark skal kunne forblive i Europol. Og vi stemmer om, hvorvidt vi skal tiltræde 22 konkrete retsakter, som et flertal i Folketinget har tilvalgt. Skaarups udfald dækker over, at Dansk Folkeparti i tilfælde af et nej ikke kan garantere at forblive i Europol på samme gode vilkår som i dag.

Dansk Folkepartis garantier om dette vurderes kun som realistiske oppe i Morten Messerschmidts (DF) hoved. Ingen med forstand på EU-processer har tillid til, at de kan realiseres.

Dansk Folkeparti har tydeligvis ikke modet til at sige til danskerne, at de anbefaler en politisk kurs, der kan sende os direkte ud af Europol, og derfor har man tyet til skræmmekampagnen om, at et ja betyder, at udlændingepolitikken flyttes til Bruxelles.

Men lad mig slå et par ting fast.

For det første: Hvis vi stemmer ja på torsdag, så kommer vi ikke til at deltage i EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik. Vi har valgt fortsat at stå uden for de retsakter, der har med udlændingepolitik at gøre, og derfor vil man, uanset hvad vi stemmer, vågne op fredag efter afstemningen i et Danmark, der står uden for den fælles udlændingepolitik.

For det andet: De partier, der har indgået aftalen om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, har givet hinanden en gensidig vetoret. Skulle der være nogen, der en dag vil deltage i den fælles europæiske udlændingepolitik, så vil Venstre nedlægge veto. Og vi har sagt til danskerne, at vi vil garantere, at der vil blive afholdt en folkeafstemning, hvis det nogensinde skulle komme på tale. Det samme har Socialdemokratiet.

Det betyder, at de to partier, der modsat Dansk Folkeparti har påtaget sig regeringsansvar i hele Dansk Folkepartis levetid, har givet danskerne en helt klar garanti: Vi overdrager ikke udlændingepolitikken til EU ad bagvejen. Skulle der nogensinde materialisere sig et flertal i Folketinget for at deltage i EU’s fælles udlændingepolitik, så kommer det ikke til at ske uden en folkeafstemning.

For det tredje: Dansk Folkeparti siger, at man ikke kan stole på den slags garantier. Det er et noget underligt udsagn, der direkte modbevises af historien. I 1993 fik Danmark de fire forbehold. Det ene af disse forbehold – forsvarsforbeholdet – kræver faktisk ikke en folkeafstemning at ophæve.

Vi kunne gå ned i Folketinget i morgen og beslutte os for at deltage i den fælles forsvarspolitik. Men fordi vi for 22 år siden gav danskerne et løfte om kun at hæve forbeholdet, hvis danskerne siger ja ved en folkeafstemning, så står forbeholdet stadig ved magt. 22 år. Det er længere end Dansk Folkeparti har eksisteret som parti.

I de 22 år har der meget af tiden været et flertal i både Folketinget og befolkningen, der faktisk har ønsket at ophæve forsvarsforbeholdet. Men vi har stået ved vores politiske garanti.

Derfor nærmer det sig desperation, når Dansk Folkeparti påstår, at vi ikke på samme måde vil stå vagt om Danmarks selvbestemmelse i udlændingepolitikken. Selvfølgelig vil vi det.

Og er man i tvivl, så synes jeg, at man skal stille sig selv følgende spørgsmål: Tror man helt seriøst på, at jeg ville anbefale at stemme ja, hvis det indebar den mindste risiko for, at udlændingepolitikken overdrages til Bruxelles? Jeg tror, svaret fuldstændig giver sig selv.

Jeg mener ikke, det er rimeligt, at Dansk Folkeparti benytter afstemningen til at så en så grundlæggende mistillid til det politiske system, som man gør. Jeg mener, det er uholdbart at have en situation, hvor landets næststørste parti åbent erklærer, at man ikke kan regne med de politiske aftaler, der indgås på Christiansborg.

Man må da gå ud fra, at Dansk Folkeparti står ved sine egne aftaler? Så hvorfor tiltror man os andre en dårligere politisk moral? Det, mener jeg ganske enkelt ikke, er rimeligt.

I dag er der kun én uge til, at vi skal stemme, så derfor er min opfordring til Dansk Folkeparti og alle andre klar: Lad os nu fokusere debatten på det, vi rent faktisk stemmer om. Mine bevæggrunde for at stemme ja er ganske enkle. Jeg ønsker ikke som udlændingeminister at stå i en situation, hvor Danmark ryger ud af Europol, og dermed ikke kan være med i indsatsen mod de kyniske menneskesmuglere, der aktivt bidrager til den flygtningekrise, vi ser.

Det kan blive konsekvensen af at stemme nej. Jeg ønsker ikke i den terrortid, vi lever i, at gøre det sværere for dansk politi at samarbejde med politiet i de øvrige europæiske lande. Det kan blive konsekvensen af et nej.

Jeg synes, at det er fuldt forståeligt, at man kan være i tvivl frem mod afstemningen. Jeg kan også godt forstå de danskere, der indimellem er skeptiske over for den vej, EU bevæger sig.

EU er ikke perfekt. Det er ingen politiske systemer. Men jeg mener, det er vigtigt at holde øjet på bolden og fokusere på det, som vi rent faktisk stemmer om. Og derfor siger jeg helt klart: Lad nu ikke en falsk kampagne om muligheden for selv at styre udlændingepolitikken være det lod, der tipper vægten mod et nej.

Det er ikke det, vi stemmer om. Der er ingen glidebane mod en fælles EU-udlændingepolitik i afstemningen. Det garanterer jeg, og det garanterer Venstre.