Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal styrke små børns karakterdannelse

Hvorfor er det så svært at erkende, at karakterdannelse i dag er en af de helt afgørende strenge at spille på for daginstitutionen – med langt større betydning for små børns liv end om de kan så og så mange ord, svare rigtigt på pædagogens spørgsmål eller læse i fire års alderen?

At små børn skal lære noget i daginstitutionen, er alle enige om. Vi er for længst ude over enhver tanke om passiv pasning. Spørgsmålet er så, hvad de skal lære. Det er her, at det virkelig nytænkende og betydningsfulde ligger.

Agi Csonka skriver i kronikken 29. juli, at vi skal arbejde systematisk med at stimulere børn, styrke deres sprog og give dem passende udfordringer. Men er det indholdet i den læring, børn skal bibringes i daginstitutionen? Kan vi ikke - ud fra den viden, vi har - komme det nærmere? Det bliver hos Csonka nærmest en opfordring til at hæve ambitionsniveauet på læring – ikke som undervisning, selvfølgelig ikke, hvad Csonka også understreger, men en generel opstramning. Der skal ske læring i de daglige rutiner og når børn leger. Udmærket - men hvad skal de lære? Og så skal pædagogerne evalueres og stå til regnskab for, hvad de opnår med børnene. Det er budskabet.

Men stadig ikke noget om, hvad børn skal lære. Og her virker det, som om Csonka har uld i munden. Alene overskriften: Små skal ikke bare synge – de skal også lære. Det betyder, at det er den type af boglig stimulerende læring, der kan sættes ind i symbolske præstationsnormer. Altså at børn skal stimuleres for at blive dygtige i det traditionelle videnssystem.

MEN HER OVERSES noget særdeles vigtigt, der faktisk berøres i Csonkas kronik. Det er spørgsmålet om alt det, der ligger uden for den snævre intellektuelle kunnen. Den amerikanske økonom og nobelpristager James Heckman og medarbejdere foretog i 2010 analyser af et stimuleringsprogram for børnehaven fra 1960erne, kaldet Perry-programmet. Csonka kalder det »rasende interessant«, hvad det også er – men især på grund af Heckmans analyse her omkring 50 år efter. I Perry-programmet forsøgte man at stimulere børns intelligens. Det lykkedes, især for børn fra ressourcesvage hjem, men resultaterne holdt ikke, da stimuleringen ophørte. Heckman ser på, hvordan det går børnene i Perry-programmet som voksne, og det viser sig, at de klarer sig over middel. Hvorfor? Fordi de fik, hvad Heckman kalder non-kognitive færdigheder – ved siden af de kognitive. Hvad handlede disse færdigheder om? De handlede om personlige og sociale egenskaber – Heckmans analyse afgrænser faktorer som nysgerrighed, selv-kontrol og social adfærd og fastslår, at disse faktorer er ansvarlige for to tredjedele af de gevinster, som Perry-programmet gav børnene med sig.

Det er her, den virkelig nytænkende opdagelse ligger – og vi behøver ikke blive særlig overraskede. Vi lever i en verden, der stiller større og større krav til den enkelte om at kunne tage stilling, forholde sig selvstændigt, bearbejde masser af påvirkninger kritisk – og være robust over for belastninger og pres. Heckmans analyse giver os en vigtig dokumentation: Børn har brug for nogle personlige egenskaber – altså karakterdannelse - der kan hjælpe dem til at navigere i et stadig mere individualiseret samfund. Her er det ikke nok at kunne svare – men skal også kunne spørge. Hans egen konklusion er da også, at karakterdannelse skal have en langt større plads i det amerikanske daginstitutions og skolesystem.

Og så er der i 2011 kommet endnu en tankevækkende dokumentation fra New Zealand. Her er godt 1.000 børn fra lokaliteten Dunedin fulgt fra fødsel til deres 32. år. Studiet er enestående og slår fast, at børns udvikling af selvkontrol er en selvstændig faktor i formningen af deres liv – her vises i tørre tal, at grad af selvkontrol i barndommen kan forudsige sundhed, økonomi, karriere og at klare sig fri af risikofaktorer. Det betyder ikke en benægtelse af indflydelsen fra genetisk arv eller fra socioøkonomisk baggrund. Men at selvkontrol har en selvstændig indflydelse også på de faktorer.

HVORFOR ER DET så svært at erkende, at karakterdannelse i dag er en af de helt afgørende strenge at spille på for daginstitutionen – med langt større betydning for små børns liv end om de kan så og så mange ord, svare rigtigt på pædagogens spørgsmål eller læse i fire års alderen? Karakterdannelse handler om nysgerrighed, vedholdendhed, robusthed og samvittighedsfuldhed. På de områder kan vi styrke børns indre målestok og give dem en ballast, der vil række langt op i livet – og få dem til at lære noget, så det holder ved.

Jeg tror erkendelsen af denne indsigt møder den barriere, at det vil gå ud over børns intellektuelle kunnen, at det er et spørgsmål om enten-eller – derfor er det sikre at vælge ensidig boglig stimulering. Det er imidlertid en fejltagelse: Det er de børn, der kan tage ansvar for deres læring, der også kan udnytte den, både i de tidlige år og senere i uddannelsen. Det er et ansvar, der udvikles i karakterdannelsen. Derfor, siger Heckman, skal vi investere i stimulering af små børns udvikling inden fem års alderen og sikre os, at programmerne har fokus på både den intellektuelle og den karakterdannende påvirkning.

DERFOR STÅR VI her med en erkendelse, der virkelig kan omsættes i praktisk pædagogik i den daglige påvirkning af børn i daginstitutionen. Og for dens sags skyld hele vejen op gennem skolesystemet. Både mens børn og elever arbejder med fagligt stof, mens de leger og i de mange kontakter med voksne. Faktisk også mens de synger.