Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal stå sammen om vores værdier

»Vi må ikke lade os kue af de onde kræfter, som ønsker vores demokrati, frihed og eksistens bort. Derimod skal vi stå sammen om Gud, Konge og Fædreland og vise, at vi står sammen om præcis det, der danner den bedste ramme om vores kultur, værdier, traditioner, demokrati og frie og åbne samfund.«

28DEBLyskaede-markerer-aars.jpg
14. januar blev et-årsdagen for terrorangrebet i København markeret, bl.a. foran synagogen i Krystalgade.Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Det var med stor sorg, at vi i tirsdags så flere terrorangreb i Bruxelles. Inden for alt for kort tid, har vi igen set terrorens grimme ansigt i øjnene – og derfor har det aldrig været vigtigere at stå sammen. Mit udgangspunkt som konservativ er at arbejde for, at vi står sammen om Gud, Konge og Fædreland.

Gud, Konge og Fædreland danner en klar kulturel ramme om nationen, hvorimod den multikultur, som socialisterne efterspørger, og de liberale bagatelliserer, forkaster vores kultur og traditioner. I stedet tror socialisterne og de liberale, at vores kultur kan afløses af ideologiske fraser og menneskerettigheder, men det er netop den misforståelse, der har bragt os, hvor vi er i dag.

I alt for lang tid har vi negligeret, hvad der er dansk. Gud, Konge og Fædreland er det nærmeste, vi kommer på at kunne forklare det. Det klassiske konservative valgsprog giver os en sammenhæng eller et udgangspunkt, når vi skal forklare, hvad der er dansk, og hvad vi holder af og ikke vil gå på kompromis med. Det illustrerer vores historie, traditioner og, ja, hele vores livsform. Det, som skabte vores dejlige land.

Jeg er ikke specielt troende. Jeg går ikke i kirke hver søndag, men kristendommen er en del af min og resten af Danmarks hverdag, og hvis man skal gøre sig forhåbninger om at klare sig i Danmark, er det vigtigt at kende til kristendommen.

Men vi kan også bruge kristendommen til at finde tryghed i en tid, hvor vi leder efter svar på terrorens grimme ansigt.

I mørke tider som disse finder jeg trøst i Davids salme, hvor der står:

»Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.«

Det positive, livsbekræftende vers skal vi holde fast i. Os der bekender os til det frie og åbne samfund, har igen fået fjender, men imens vi igen vandrer i mørkets dal, og intet lys ser, vi har i kristendommen en Gud, der forsørger os, trøster os og forsvarer os mod den ulykke, der siden 11. september 2001 har forfulgt os.

Derfor er Gud vigtig – uanset hvor troende vi er.

Monarkiets rolle i samfundet kan heller ikke overvurderes, hvis man vil forstå den danske kultur og historie. Kongen, eller i dag Dronningen, konstituerer en fælles identitet og den rolige udvikling, som har præget danmarkshistorien.

Da Junigrundloven af 1849 blev vedtaget, opgav Kong Frederik 7. enevælden. Vi havde ingen revolution. Der var ingen blodsudgydelse. Naturligvis var det ikke alle danskere, der var tilhængere af demokratiet, og demokratiet må da heller aldrig blive et mål i sig selv. Demokratiet er et middel, der sikrer en lovlig og fredelig måde at vælge sine politiske repræsentanter og ledere på. Demokratiet sikrer ikke kontinuitet eller sammenhængskraft, men har som mål at beskytte borgernes frihed. Hverken mere eller mindre, men vores grundlov fortæller allerede i første kapitel, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk, og at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening og signalerer dermed sammenholdet mellem konge og folk.

Kongen er den kontinuitet, der sikrer en rolig udvikling og repræsenterer enheden i det danske samfund.

Efter terrorangrebet i Danmark sidste år læste jeg kronikken om Kong Christian X, den standhaftige konge, der red gennem gaderne under besættelsen, opfordrede statsministeren til at alle skulle gå med den gule jødestjerne, hvis jøderne af besættelsesmagten blev påbudt at gå med den, og om hvordan han støttede modstandsbevægelsen både inddirekte og meget direkte med pengegaver. Fortællingen om Kong Christian X er et godt eksempel på, at kongehuset og det danske monarki symboliserer de sejre, kampe og nederlag, vi som nation har oplevet gennem historien.

Danmark befinder sig i dag under et andet, men lignende pres både udefra og indefra.

Udefra balancerer vi mellem et europæisk samarbejde, der værner om frihandel og fortsat nedbryder toldbarrierer i Europa, og et EU, som samtidig har udviklet sig til et projekt, der udhuler vores suverænitet uden det på nogen måder bidrager til mere handel, nogen gange tværtimod.

Indefra bekæmper vi ikke blot indvandrergrupper, som ønsker at gøre deres egen sharialov til gældende lov i landet, men også terrorister, der gemmer sig bag de stakler, der flygter fra krig, forfølgelse og klimaforandringer.

Det, der bekymrer os, er selvfølgelig fædrelandet. Det er kun naturligt og sundt, når langt de fleste danskere, uanset om de er socialister, liberale eller konservative, bekymrer sig om, hvad der sker med Danmark, vores fædreland.

Jeg tror, at vi alle ønsker fred. Vi vil gerne tage os af familier på flugt, men vi vil ikke udnyttes. Vi ønsker frihed og retfærdighed, men vi er ikke naive. Vi er et åbent, homogent samfund, og derfor vil vi ikke – og skal heller ikke – finde os i at blive portrætteret som et lille, lukket samfund. Vi ønsker ikke fjender, men vi vil ikke gå på kompromis med vores kultur, værdier og historie. Vi vil gerne være venner med vores naboer og kan godt lide at handle med andre nationer, ligesom vi har gjort de sidste 1.000 år, men vi forlanger, at de respekterer os, ligesom vi respekterer dem.

Værdirelativisterne og de kulturradikale inden for både liberale og socialistiske partier i Danmark har haft stor succes med at nedgøre det klassiske konservative valgsprog. Jeg har tilmed hørt folk, der kalder sig konservative undskylde det gamle motto eller reducere det til religion, demokrati og EU.

Intet kunne være mere forkert, og ikke siden Besættelsen har Gud, Konge og Fædreland været mere relevant.

Gud, Konge og Fædreland er og bliver vores udgangspunkt.

Vi må ikke lade os kue af de onde kræfter, som ønsker vores demokrati, frihed og eksistens bort.

Derimod skal vi stå sammen om Gud, Konge og Fædreland og vise, at vi står sammen om præcis det, der danner den bedste ramme om vores kultur, værdier, traditioner, demokrati og frie og åbne samfund. Det kan ingen tage fra os – hverken med frygt eller terrorhandlinger.